Repair Café på vej i Hinnerup: Søger frivillige med hænderne godt skruet på
I Hinnerup er en gruppe borgere i gang med at etablere en Repair Café. I første omgang søger de efter frivillige, som er gode til at fikse ting.
»Vi drømmer om at skabe et sted i midtbyen, hvor borgerne kan få repareret småting, der er gået i stykker, i stedet for at smide dem ud,« fortæller Marie-Louise Arnfast fra foreningen Hinnerup Mødes.
Om det så er en defekt lampe, en kaffemaskine eller bukserne, der trænger til en ny lyn, er det tanken, at Repair Café skal være stedet, for borgere kan søge hjælp.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Caféen skal drives af frivillige, som en lørdag formiddag om måneden vil reparere defekte genstande for borgerne - eller vise dem, hvordan man gør. Det skal ikke koste noget for borgerne, udover de reservedele, som eventuelt er nødvendige, og som borgerne selv skal medbringe.
En lignende Repair Café findes i Hammel, og her har man gode erfaringer med konceptet.
Søgere »fixere«
»I første omgang søger vi efter frivillige, som er gode til at reparere ting – det kan være inden for elektronik, metal, træ, tøj eller noget helt andet. Vi samler interesserede ”fixere” til et møde 15. januar klokken 16 på Hinnerup Bibliotek. Hvis vi kan nå op på 8-10 stykker, så arrangerer vi Repair Café en lørdag formiddag i hver af månederne februar, marts og april i 2024 i bibliotekets forhal, hvor borgerne kan komme ind med deres defekte genstande,« fortæller Marie-Louise Arnfast.
Der bliver tale om en prøveperiode for at vurdere, om der er basis for at gøre Repair Caféen permanent. Hvis det er tilfældet, vil man undersøge, om der er andre steder i midtbyen, som er bedre egnede til formålet end biblioteket. Et sted, hvor der for eksempel er adgang til værksteder, eller hvor man kan etablere dem.
Millioner til reparationer
Initiativet er udsprunget af arrangementet Din bæredygtige by, som Hinnerup Mødes gennemførte i samarbejde med Favrskov Bibliotekerne 2. oktober på Hinnerup Bibliotek. Her var en del borgere mødt op, og her samlede et oplæg fra Repair Café Inside i Hammel og en workshop om emnet interesse hos flere borgere.
Initiativet er tilmed blevet aktualiseret af, at der på den netop aftalte finanslov for 2024 er afsat 80 millioner kroner over fire år til at støtte den cirkulære økonomi og udarbejde en handlingsplan, der støtter reparationer og adgang til reservedele.
»At få sine ting repareret i stedet for at smide dem ud og købe nyt, kan bidrage til at spare på CO2-udledningen. Samtidig ved vi fra lignende initiativer andre steder i landet, at det kan være rigtig hyggeligt at mødes med andre omkring sådan en opgave – både for ”fixerne” og for borgerne,« afslutter Marie-Louise Arnfast.