René Høeg stopper som provst i Favrskov
Favrskov Provsti skal have ny provst.
Favrskov Provsti, som er geografisk sammenfaldende med Favrskov Kommune, skal have ny provst.
Nuværende provst René Høeg har meddelt, at han af personlige årsager ikke vender tilbage til jobbet, som i en periode har været varetaget af Jørgen Pontoppidan, der er provst i Hobro-Mariager Provsti. Det oplyser Aarhus Stift til Lokalavisen.
René Høeg kom til Favrskov i sommeren 2020, da han blev ansat som præst i Voldum og Rud Kirker. Før det havde han været præst på Vesterbro i København, i Horsens og to steder i Sønderjylland, hvor han kommer fra.
To år senere, i 2022, pegede et enigt ansættelsesudvalg på, at han skulle overtage stillingen som provst efter Anders Bonde, der tidligere på året var gået på pension.
Jobbet som provst i Favrskov Provsti udfyldes i øjeblikket som nævnt af Jørgen Pontoppidan. På sigt skal der findes en ny permanent afløser for René Høeg.