Fortsæt til indhold

17 fiksere meldte sig: Nu får Hinnerup en helt særlig café

I Hammel findes tiltaget i forvejen, og nu hopper Hinnerup så med på vognen.

Favrskov

Hinnerup får en såkaldt Repair Café, som er et bæredygtigt koncept med afdelinger i hele Danmark. Det er et initiativ, hvor frivillige ildsjæle mødes og tilbyder lokale borgere gratis at reparere defekte genstande, som ellers var blevet smidt ud.

I Hinnerup har intet mindre end 17 såkaldte ’fiksere’ meldt sig.

»I og med at der er så mange, tænker vi, at der er et grundlag for at prøve det af. Vi blev meget positivt overvældet over interessen. Man ved jo aldrig, hvor mange der dukker op til sådan noget. Det er rigtig positivt, at så mange stiller deres tid til rådighed helt gratis. Det er dejligt, at de vil bidrage på den måde,« siger Marie-Louise Arnfast fra Hinnerup Mødes.

Det er 13 mænd og fire kvinder, som stiller sig til rådighed. De har meget forskellige kompetencer. Der er eksempelvis en kleinsmed, en radiomekaniker, en elektriker, en tømrer, nogle som bare generelt er gode til at reparere ting, og nogle som er gode på en symaskine.

En prøveperiode

Der dukker seks fiksere op til den første omgang Repair Café, der finder sted 3. februar klokken 10-12.

»Repair Café finder i første omgang sted den første lørdag i både februar, marts og april. Det er en prøveperiode for at finde ud af, om der faktisk er grundlag for det. Hvis det bliver brugt, så bliver det permanent,« forklarer Marie-Louise Arnfast, som tilføjer:

»Vi har lidt en udfordring med at finde et sted, vi kan være. De første tre gange er vi i bibliotekets foyer, men der er jo grænser for, hvad vi kan have stående dér. Så hvis det her bliver en succes, skal vi have fundet et sted, hvor vi har mere plads og kan have vores værktøj stående.«

Apropos værktøj, så tager fikserne deres eget værktøj med til en start, men Repair Café skal have søgt fonde, så caféen selv har værktøjet til rådighed.

Skal der bruges en reservedel for at fikse en ting, skal ejeren selv betale for denne, men ellers er fiksernes ydelse gratis.

Sådan opstod idéen

Det var foreningen Hinnerup Mødes, som tog initiativ til at starte bæredygtige projekter op i Hinnerup. Ved et møde i oktober var forskellige emner i spil, og en gruppe bestående blandt andre af Hinnerup Mødes, Hinnerup Bibliotek og Klima Favrskov løb med idéen om en Repair Café i Hinnerup.

Ved et møde mandag 15. januar skulle det så afklares, om nogen overhovedet var interesseret i at blive fikser – og det må man altså sige, at der var.

»Det er nu også meget hyggeligt at være fikser – det hører vi fra Hammel. Fikserne får meget socialt ud af det,« siger Marie-Louise Arnfast.