Fortsæt til indhold

Alle skraldemænd er faldet – fire er sygemeldt

Den megen sne og is i januar førte til mange fald hos skraldemændene.

Favrskov

Det er ikke for sjov, når renovationsfirmaet, der henter skrald, har set sig nødsaget til at aflyse afhentningen af skrald, mens vejene har været fyldt med sne og is. Det forklarer Lone Bejder, der er projekt- og udviklingschef i Favrskov Forsyning.

»Alle skraldemændene har været faldet på vejene den seneste måned, og hos fire er det desværre endt som sygemeldinger,« siger hun.

»Det er renovatøren, der vurderer, om det er forsvarligt at køre ud med skraldebilerne. Vi bakker helt op om deres beslutninger på det område. Det er vigtigt at passe på skraldemændene i det sne- og isglatte vejr,« fortsætter hun.

Lone Bejder opfordrer til, at man tænker sig en ekstra gang om, før man hidser sig op over, at skraldet ikke er hentet i en situation med megen sne og is.

»Det er ikke altid, at folk kan forstå, hvorfor skraldebilen ikke kan køre på deres vej, når nu de selv kan køre der i en bil. Men det er altså noget helt andet i en rigtig stor skraldebil. Hvis den først kommer i glid, kan det gå helt galt. Man skal også tænke på, at skraldemændene skal ud og ind af bilerne rigtig mange gange på en dag, og de trækker med tunge skraldespande op mod 600 gange om dagen.«