Fortsæt til indhold

Café Senior-Fællesskab åbnede med succes

20 personer deltog i Røde Kors' nyeste lokale tiltag.

Favrskov
csj

Formanden for Røde Kors Hadsten-Hinnerup, Margit S. Larsen, kalder åbningen af Café Senior-Fællesskab for »en drømmestart.«

Mandag 5. februar slog Røde Kors Cafeen i Østergade i Hadsten dørene op. Det blev til 20 gæster – både mænd og kvinder – på første åbningsdag.

»En gæst havde endda fødselsdag, så flaget udenfor indgangen, servietterne med flag og små flag i den hjemmebagte kage passede godt til både første åbningsdag og fødselsdag. Der blev selvfølgelig sunget fødselsdagssang og råbt hurra,« skriver formanden i en mail til redaktionen.

Hun tilføjer

»Stemningen var god fra starten. Der var masser af snak, grin og søde drillerier. Det var den bedste start for de frivillige, som havde været meget spændte på, om de selv skulle drikke kaffen og spise kagen. Heldigvis blev det i fællesskab med mange andre.«

De frivillige her var lidt spændte på, om de selv skulle drikke al kaffen og spise al kagen. De endte dog med at skulle dele med 20 gæster. Tilsendt foto

Cafeen åbner mandage i lige uger fra klokken 13.30 til 15.00 i Røde Kors Cafeen i Østergade i Hadsten. Kaffe/te og brød er gratis, og der er ingen tilmelding.

Tiltaget er et samarbejde mellem Ældre Sagen, Favrskov Kommune og Røde Kors.