Genbrugsplads lukker i fire måneder
En modernisering, nyt adgangssystem og ny overvågning. Det er på tapetet for Hvorslev Genbrugsplads, hvilket betyder, at pladsen må lukke midlertidigt.
De kommende fire måneder skal borgerne i Hvorslev-området køre lidt længere med deres affald. Hvorslev Genbrugsplads lukker nemlig efter påske og frem til august, fordi pladsen skal renoveres.
Genbrugspladsen er opført i 1990 og trænger nu til en modernisering. Der vil ikke ske store synlige ændringer på pladsen, da renoveringen primært vil omfatte tiltag, der skal sikre, at pladsen imødekommer gældende miljøkrav.
Det betyder, at dele af afløbssystemet fra pladsen skal renoveres, og der skal etableres en ”tæt bund” fra området til haveaffald, så eventuelle sprøjtemidler og andre miljøskadelige stoffer ikke løber ned i kloakledningen til regnvand.
Samtidig med renoveringen indfører Favrskov Forsyning et nyt adgangssystem med nummerpladeregistrering.
»Systemet aflæser nummerpladen på bilen ved indkørslen. Så er man helt fri for at huske sit sundhedskort,« udtaler Jens Drivsholm, i en pressemeddelelse – han er driftschef i Favrskov Forsyning.
Han tilføjer, at der er gode erfaringer med adgangssystemet fra genbrugspladsen i Hammel, hvor det har været brugt siden 2021.
For at benytte den selvbetjente åbningstid kræver det, at man registrerer sig som bruger og tilmelder sin nummerplade til systemet – både som privat og erhverv.
For at skabe mere trygge rammer for både brugere og medarbejdere på pladsen etablerer forsyningen desuden et nyt overvågningssystem samt et nyt hegn rundt om pladsen.