Fortsæt til indhold

Solgte sit livsværk: Nu forfølger hun en ny butiks-drøm

Egentlig ville Henriette Skovbakke tage et sabbatår efter at have solgt sit firma Mad til Døren for et år siden. Hun kedede sig dog hurtigt. Nu har hun åbnet ny butik.

Favrskov

Det er præcis et år siden, at Henriette Skovbakke solgte sit livsværk ‘Mad til døren’. Nu har hun så kastet sig ud i et nyt projekt i en helt anden retning i hallen ved siden af privaten i Grundfør.

Det var i den hal, måltidskasse-firmaet i sin tid voksede sig stort, men i dag er det ikke længere gulerødder, kartofler og pakkeborde, som fylder, men derimod alverdens brugskunst og andet interiør, som pynter.

Navnet på Henriette Skovbakkes nye butik er Den Gamle Pakkehal.

Butikkens 90 kvadratmeter er fyldt med brugskunst, loppefund, lidt gravpynt, dekorationer, lidt små møbler, planter, smykker, creme og sæbe, lys, lidt strik, klude, lidt genbrugstøj samt chokolade, karameller og te.

Desuden kan man købe et stykke kage og få en kop kaffe eller te.

»Sådan et sted, hvor man lige kan gå hen med en veninde, manglede i Grundfør. Og det er lidt hyggeligt, når folk bliver hængende med kaffe og kage,« siger Henriette Skovbakke, som planlægger at lave udendørs siddepladser om sommeren.

Den Gamle Pakkehal er fyldt med alt fra brugskunst, planter og loppefund til smykker, lys og chokolade. Foto: CSJ

Kedede sig hurtigt

Egentlig havde hun tænkt, at hun ville tage et sabbatår, da Mad til Døren blev solgt 1. maj 2023, men hun kunne hurtigt mærke, at det ikke var realistisk.

»Jeg har jo ikke haft fri i de 20 år, jeg havde Mad til Døren, så jeg trængte virkelig til ikke at være så bundet. Så jeg ville tage et sabbatår. Det har jeg hørt, at alle de unge har. Men jeg begyndte at kede mig allerede efter sommerferien,« siger hun.

Derfor meldte hun sig arbejdsløs i august. Hun tog senere en måneds tid i Rema 1000 i Søften, hvor hun ikke kunne lade være med at sortere alle servietterne. Da det blev december, arrangerede hun julemarked med lokale udstillere i den gamle pakkehal. Dér blev idéen til en butik født.

»Jeg tænkte bare, at det kunne være sjovt, hvis det kunne fortsætte. Faktisk er jeg uddannet i butik for 30 år siden, og jeg synes jo, at det er rigtig sjovt at sætte farver og ting sammen. Min mand kan aldrig finde noget, fordi jeg hele tiden flytter rundt. Eller også maler jeg lige en væg. Så det er fedt at have fået en større legeplads at udfolde mig på her,« siger Henriette Skovbakke, som også har en indtjening fra en række udlejningsejendomme, som hun og hendes mand har.

Selvom Mad til Døren også handlede om at gøre kunderne glade, så er arbejdet i butikken helt anderledes tæt på kunderne. Det nyder Henriette Skovbakke:

»Jeg synes, det er så hyggeligt at møde folk.«

Foto: CSJ
Foto: CSJ
Foto: CSJ
Foto: CSJ