Åbner snart: Tidligere tøjbutik forvandles til noget helt andet
Holte Vinlager åbner i Storegade i Hinnerup, i lokalerne hvor tøjbutikken Christina F holdt til i ni år.
»Interiør, sko, jakker,« står der stadig på væggen i butikslokalerne Storegade 5F i Hinnerup.
Resterne af butikken Christina F, der lukkede i februar i år, er tydelige. Navnet ’Christina F’ står da også fortsat på væggen. Meget snart ser stedet dog helt anderledes ud, og lokalerne er fyldt op med noget ganske andet end tøj og sko.
Det er Karsten Jensen fra Sabro, der rykker ind og åbner en afdeling af Holte Vinlager.
Han har sat åbningsdatoen til cirka 7. september.
»Man kan forvente sig en moderne, frisk vinbutik med et fantastisk udvalg fra hele verden og i nærmest alle prisniveauer. Det bliver en butik, hvor personlig service er i højsædet, og vi giver en tilrettet service, så det er kundens behov, der er i centrum, og ikke bare det, som vi synes, kunden skal købe. Det vigtigste er jo, at du kan lide vinen, og så er det fuldstændig ligegyldigt, hvad andre synes om den, eller om den har vundet guld i en test,« siger Karsten Jensen og tilføjer:
»Det skal være et hyggeligt sted, hvor alle skal føle sig tilpasse, uanset hvor meget eller lidt man ved om vin.«
Hovedfokus i Holte Vinlager er på vinen, men man vil også kunne finde spiritus, lidt specialøl og enkelte andre specialiteter.
»Jeg vil meget gerne det lokale. Så jeg har også været lidt i dialog med steder som Sall Whisky Distillery og Ebeltoft Gårdbryggeri. Jeg kan også sagtens forestille mig at lave ’rødvins og pizza-aften’ med et af de lokale pizzeriaer. Jeg vil gerne bibringe noget til byen og være med til at løfte den. Jeg kommer også til at lave smagningsevents i den nye butik,« siger Karsten Jensen, der udover sig selv får en fuldstids- og en deltids-ansat.
Interessen begyndte tidligt
Karsten Jensens interesse for vin begyndte allerede som 14-15-årig, hvor han var med sin familie på ferie i Alsace i Frankrig. På en restaurant var masser af vintønder med navne på.
Det satte noget i gang i Karsten Jensen, som begyndte at undersøge mere om vin.
»Dog stadig uden at drikke det,« siger han med et smil.
Op gennem sin skoletid lavede han opgaver om vinproduktion, og senere hen blev han den, som vennerne gik til, hvis de skulle have et godt vin-råd.
For 17 år siden begyndte han at arbejde med vin professionelt. Han blev chef for vinindkøbsafdelingen i Dansk Supermarked og stod for det fysiske indkøb af vin til alle Dansk Supermarkeds butikker i syv-otte år.
»Jeg havde dog altid en personlig interesse for de lidt dyrere vine, end det vi kunne sælge i supermarkederne, og da jeg så stoppede hos Dansk Supermarked for snart seks år siden, sprang jeg ud i at åbne mine egne vin-virksomheder: KJ vin og Wine Experience,« forklarer Karsten Jensen.
I KJ vin kunne han udleve drømmen om at sælge til forbrugeren samtidig med at kunne fortælle lidt mere om vinene. I Wine Experience gjaldt det salg af vin til erhverv.
Virksomhederne har senest holdt til i en stor hal på Stillingvej i Sabro. Her har han ikke haft en egentlig butik, men ”kun” et showroom. Når butikken i Hinnerup åbner, rykker han alt ind i lokalerne i Storegade.
»Jeg har ikke brug for så megen lagerplads, som jeg hidtil har haft. Så nu er anledningen der til at udleve min drøm om en egentlig vin-butik,« siger Karsten Jensen.
Første tanke var at åbne i Aarhus, men især mangel på p-pladser fik ham på andre tanker, og fordi han altid har haft en tilknytning til Hinnerup på forskellig vis, så var Hinnerup altså oplagt at åbne i.
»Den dag jeg opdagede, at det her lokale stod ledigt, var en mandag klokken 10, og parkeringspladsen var stort set fyldt. Så jeg kunne jo konstatere, at der kommer nogle folk igennem det her sted.«
Det var i juni. Siden er tiden gået med at finde ud af, hvordan butikken skulle skrues sammen.
»Hvis jeg skulle åbne, så skulle det være med et ordentligt sortiment, men jeg kunne jo godt se, at jeg så skulle have indkøbt et lager til omkring tre-fire millioner kroner. Derfor kiggede jeg alle vin-kæder igennem og valgte at blive en del af kæden Holte Vinlager. Jeg synes, netop den kæde har et spændende sortiment, som jeg selv kan lave et fint supplement til. Og så har kæden de samme værdier som jeg blandt andet i forhold til, at det handler om den personlige connection til kunderne i butikken.«