Fortsæt til indhold

Borgmesteren: »Velkommen til en af de bedst besøgte begivenheder i Favrskov«

Lars Storgaard byder her velkommen til Hammel Hestemarked 2024.

Favrskov
Lars StorgaardBorgmester i Favrskov Kommune

Sensommeren nærmer sig med skønne farver, lun brise og bugnende æbletræer. Og samtidig nærmer sig fire skønne dage med liv og glade dage til Hammel Hestemarked.

Som altid kan vi se frem til et varieret program med noget for enhver. De friske tager løbeskoene på torsdag aften, inden musikken træder til og fortsætter weekenden igennem. Du kan også gå på opdagelse i boderne og finde de ting, du slet ikke vidste, at du manglede – eller tage på oplevelsesrundtur i tivoli. Det bedste af det hele er dog chancen for at møde gamle venner eller skabe nye forbindelser. Med 40-50.000 besøgende er Hammel Hestemarked en af de bedst besøgte begivenheder i Favrskov.

Igen i år står der masser af frivillige bag så stort et arrangement. Faktisk er der hele 350 frivillige fra Hammel GF, der bruger en stor del af deres vågne timer på at skabe den store byfest. Nogle arbejder med markedet det meste af året, mens endnu flere træder til i de travle og sjove markedsdage. Der er brug for hver en hånd, for at det hele bliver en succes.

Og netop i år kan Hammel GF’s frivillige måske benytte markedet til at fejre titlen som ”Årets forening 2023” kåret af Danmarks Idrætsforbund og Danske Spil i januar. Der er stadig god grund til at fejre titlen, for den kan minde os om, hvor stor en forskel foreningerne gør for os alle – eksempelvis når I skaber oplevelser til hverdag og fest.

Rigtig god fornøjelse med Hammel Hestemarked 2024!