»Nu kan jeg endelig sige til min mor, hvorfor jeg har spillet så meget computer«
Elever fra Favrskov Gymnasium har kvalificeret sig til robot-konkurrence i Grækenland.
I foråret deltog to elever fra Favrskov Gymnasium i den danske robotolympiade på Aarhus Universitet. Andreas Lovmand og Adam Toft Pedersen dystede mod en række andre hold og gik hen og vandt olympiaden, som er en del af den internationale konkurrence i robotteknologi og programmering, First Global Challenge.
Holdene dystede i disciplinerne robot-minigolf, droneflyvning, robot-klodsmajor og robot-sumobrydning. Andreas viste sig at være ret skrap til at styre robotten med joystick, og holdet fra Favrskov vandt blandt andet minigolf disciplinen.
»Nu kan jeg endelig sige til min mor, hvorfor jeg har spillet så meget computer,« sagde han bagefter.
Det fortæller Jens Hvelplund, der er lærer på Favrskov Gymnasium og holdleder for robotholdet, som med sejren har kvalificeret sig til den internationale konkurrence, der i slutningen af september finder sted i den græske hovedstad, Athen.
Fem elever afsted
Der må være fem på et hold, så Andreas og Adam Toft Pedersen får på turen til Athen selskab af Mathias Sand, Samuel Heide og Mikkel Hald, der alle går i 3.g på gymnasiet i Hadsten.
Er det kun drenge, der interesserer sig for robotter?
»Ja, det må man sige, i hvert fald her på gymnasiet, og det er især dem med en naturvidenskabelig baggrund,« siger Jens Hvelplund.
Eleverne er ved at bygge deres egen robot, som de skal have med til Athen. Robotten må være op til 50 centimeter i bredden, længden og højden, så den fylder pænt meget og kommer også til at veje en del.
»Den ender nok med at veje 15-20 kilo. Det er noget relativt kraftigt materiale, robotten bygges i, og batteri, motor og kædetræk vejer godt til. Udover at bygge robotten skal den også programmeres,« fortæller Jens Hvelplund.
En god oplevelse
Der deltager omkring 190 lande fra hele verden i First Global Challenge i Athen, der varer fire dage. Selve konkurrencen foregår i en arena på cirka fem gange fem meter, hvor holdene dyster i alliancer med og mod hinanden om at fragte blå, grønne og orange bolde rundt mellem forskellige kasser og hylder.
»De andre hold kan komme fra Bahamas, Sydafrika, Indien eller hvilke som helst andre steder fra. Det handler om at kommunikere og samarbejde om at nå et fælles mål, og jeg er spændt på at se, hvordan det kommer til at gå. Jeg håber selvfølgelig også, at de kommer til at synes, det er super sjovt. Det vigtigste er, at de får en god oplevelse og ikke bare deltager for at kunne skrive det på deres CV,« siger Jens Hvelplund.