Klinik udvider med ny medarbejder og ny afdeling
Hadsten-baseret høreklinik udvider med medarbejder og afdeling i Randers.
Kurven er kun gået opad, siden audiolog Iben Bak Møgelvang i 2019 åbnede Ibens Mobile Høreklinik i Hadsten. At klinikken er mobil, betyder at hun tager rundt til kunderne og tager høreprøve og justerer høreapparater i deres vante rammer.
På grund af den gode udvikling har Iben Bak Møgelvang nu ansat audiolog Irene Louise Kjærgreen.
»Irene er en rigtig dygtig audiolog, som mange kører langt for at få hjælp af. Og så har vi begge et stort hjerte for at hjælpe folk med nedsat hørelse. Irene og jeg har det på samme måde. Vi er ikke sælgere. For os er den vigtigste opgave at hjælpe borgerne med at få det høreapparat og den service, de har behov for. Servicen er lige så vigtig som høreapparatet, for hørelsen kan ændre sig på de fire år, der går mellem tilskuddene fra det offentlige, og derfor skal apparaterne også løbende justeres,« forklarer Iben Bak Møgelvang i en pressemeddelelse.
Et godt makkerpar
Irene Louise Kjærgreen er uddannet audiolog i 2010 og har dermed ligesom sin chef mange års erfaring.
»Iben og jeg har altid talt om at gå sammen, fordi vi har samme passion for faget og er et godt makkerpar. Nu var timingen rigtig, og så sprang jeg til. Jeg glæder mig til at blive en del af Ibens Mobile Høreklinik, der som uafhængig klinik giver mulighed for at vælge imellem alle mærker af høreapparater. Da der selvfølgelig ikke er nogen, der ønsker at gå med høreapparater, ligger det os begge på sinde at gøre besøget til en god og tryg oplevelse. Det, at jeg er ansvarlig for deres oplevelse, er noget af det, som jeg elsker i faget. Det forpligter en til at yde sit bedste hver dag,« siger Irene Louise Kjærgreen.
At de nu er to audiologer gør det nemmere for Ibens Mobile Høreklinik at møde den øgede efterspørgsel. Det vil give hurtigere service for kunderne og mulighed for at supplere hinanden, for eksempel når de holder ferie.
Irene Louise Kjærgreen er fra Randers, og derfor har klinikken åbnet en ny afdeling i Randers midtby, hvor det også er muligt at få foretaget høreprøver. Men ellers kører de to audiologer begge rundt i størstedelen af Østjylland.