Fortsæt til indhold

50 nye pakkeshops: En af dem åbner i Hinnerup

PostNord opruster med flere pakkeshops op til de kommende travle måneder.

Favrskov
jr

Pakkevolumenerne stiger fortsat hos PostNord, som forbereder sig på en fordobling de næste måneder. På blot en måned har PostNord åbnet 10 nye pakkeshops, og nu er der yderligere 40 på vej, der placeres strategisk rundt omkring i landet.

»Danskerne handler utroligt meget på nettet, og det behov vil vi i PostNord gerne understøtte. Det skal være så nemt som muligt for danskerne at sende og modtage deres pakker, og derfor følger vi hele tiden udviklingen og opruster på pakkeshops rundt i landet efter behov,« fortæller PostNords pressechef Isabella Beck Jørgensen i en pressemeddelelse.

»Vi oplever allerede nu store pakkemængder, men i november begynder den absolut travleste periode i PostNord. Først Black Friday og dernæst julegaveindkøb. Derfor vil vi gerne sikre, at alle har gode muligheder for at hente deres pakker lige netop dér, hvor det passer dem.«

En af de nye pakkeshops åbner 6. november i Hinnerup. Pakkeshoppen placeres i Holte Vinlager Hinnerup i Storegade 5F, hvor åbningstiderne er mandag-torsdag klokken 10-17.30, fredag klokken10-18 og lørdag klokken 10-14.

Med de nye pakkeshops vil der i alt være omkring 1150 pakkeshops fordelt over hele landet.