En fortælling på slottet om kærlighed og Alzheimer: Jesper ville ikke leve uden Hanne
Ulstrup Slots Venner inviterer til en aften på slottet med Jesper Buhls fortælling om, hvordan det er at være pårørende til en ægtefælle med demens.
På 30 årsdagen for deres første møde kørte Jesper Buhl sin kone Hanne på plejehjemmet Lykkevang. Hanne var efterhånden hårdt angrebet af Alzheimer, og Jesper Buhl vil i sit foredrag komme ind på, hvorfor det kom dertil, og hvordan man kommer videre.
Han opgav for en tid sit job for at passe sin hustru og begyndte langsomt også selv at svinde hen, selvom han kun var i starten af halvtredserne. Han fik at vide af lægen, at hvis han ikke gjorde noget, så ville han selv få et enten meget dårligt liv eller et meget kort liv. Men Jesper Buhl havde ikke lyst til at leve uden Hanne. Det var ikke et ”mig” eller et ”hende”, men et os.
Foredraget foregår på Ulstrup Slot mandag 11. november klokken 19.
Billetter købes ved indgangen, og der er begrænsede pladser. Billetsalget starter klokken 18.15, og prisen er 80 kroner.