Fortsæt til indhold

Lær mere om den sygdom, som 650 personer i Favrskov lever med

Ældrerådet sætter fokus på demens.

Favrskov
jr

Ældrerådet i Favrskov Kommune holder torsdag 7. november klokken 14-16.30 en temaeftermiddag om demens i Kulturhuset InSide.

Alt for mange berøres af demens, som er den fjerde hyppigste dødsårsag. Det gælder også i Favrskov Kommune, hvor alt for mange rammes af denne lidelse, oplyser det lokale ældreråd. Det skønnes, at der i Favrskov Kommune lever cirka 650 personer med demens. Ældrerådet vil på temadagen sætte fokus på sygdommens udvikling, og hvad der kan gøres for dem, der rammes, men også hjælp til deres pårørende.

Eftermiddagen byder på en række oplæg om demens, og i pausen kan man se og afprøve demensteknologier og snakke med velfærdsteknologikonsulenter. Det er gratis at deltage, og der er ingen tilmelding.

Der er lavet en national demenshandlingsplan, der gennem nationale mål har til formål at gøre Danmark til et demensvenligt samfund frem mod 2025. Demens er betegnelsen for en række symptomer på svigt i hjernen. Det viser sig først og fremmest ved svigtende hukommelse og nedsat evne til at fungere i hverdagen. Demens giver også problemer med koncentration, regne færdigheder, orienteringsevne og sprog.