Fortsæt til indhold

Siger NEJ til black friday – og kunderne elsker det

Der er store rabatter i vente på black friday, men ikke i tøjbutikken Mrs. Jones eller Hadsten Computer. Her boykotter de nemlig tilbudsdagen.

Favrskov

Et tøjstativ på gaden med gode tilbud finder man året rundt hos butikken Mrs. Jones i Hadsten. Når den store tilbudsdag black friday oprinder 29. november, er netop det tøjstativ hverken mere eller mindre fyldt, og inde i forretningen finder man heller ingen gule skilte og knaldtilbud. Ejer af butikken, Helle Bandholtz Madsen, boykotter nemlig black friday for femte år i træk.

»Jeg er modstander af det. Jeg synes, at det har taget overhånd. Nu er det jo ikke længere bare én dag, men en uge, ja, nærmest en hel måned. Hvis en lille, selvstændig butik skal overleve, kan vi slet ikke være med på de betingelser. Det må vi lade de store kæder om,« siger tøjbutiksejeren.

Helle Bandholtz Madsen fortæller, at black friday får kunderne til at holde igen med at handle i resten af måneden.

»Lige så snart det bliver 1. november, bliver vi jo bombarderet alle steder fra med black friday, og så er det da klart, at forbrugeren tænker, at så skal man ikke købe noget før dagen. Vi var ikke langt inde i november, før jeg tænkte: ”Nu bliver der sgu lidt stille”,« fortæller hun.

Derfor var det blevet tid til det, Helle Bandholtz Madsen kalder for sit »årlige opslag« om, at Mrs. Jones ikke fejrer black friday.

»Dermed ved kunderne, at de med sindsro kan købe uden at være bange for, at det bliver sat ned, og der blev faktisk mere travlt, efter at jeg lavede det opslag,« fortsætter hun og tilføjer:

»Jeg ser det jo også lidt som en respekt for kunderne. Jeg har kunder, som står med et stykke tøj og siger: ”Men den bliver vel snart sat ned i forbindelse med black friday.” Der kan jeg se dem i øjnene og sige: ”Nej.” Og det synes kunderne altså er dejligt – at de kan købe med ro i maven.«

Det eneste ekstraordinære, der kommer til at ske i Mrs. Jones 29. november, er, at kunderne får en lille champagne i en sort flaske med sig hjem.

»En jydebutik«

En anden af Hadstens butikker, som har taget klart stilling til black friday, er Hadsten Computer, hvor ejeren, Stefan Granholm, kalder den store tilbudsdag »noget kommercielt pis«.

»Vores priser er præcis, som de skal være, for at det kan løbe rundt. Der er vi sgu nok bare en jydebutik: Her koster det, hvad det koster. De varer, jeg har, tjener jeg 7-8 pct. på, så der er ikke plads til tilbud,« siger Stefan Granholm, som opfordrer forbrugerne til at se sig godt for, før de kaster sig ud i impuls-shopping:

»Rigtig mange butikker snyder ved at sætte en højere førpris, og mange kunder lader sig narre. Jeg kunne da også godt købe et parti varer hjem og sætte en højere førpris, men vi gider altså ikke narre folk.«

Arkivfoto: Jeppe Rafn

De positive briller

Formanden for handelsstandsforeningen i Hadsten, Anne-Mette Holm, vælger at »tage de positive briller på«, når det gælder black friday.

»Vi er nødt til at følge med strømmen, og så kan man selvfølgelig altid diskutere, om det er godt eller skidt. Men det er jo altid sjovt at lave tiltag, som folk kan lide, og rigtig mange kunder er vilde med black friday. Det er jo også dejligt at få skudt julehandlen godt i gang,« siger hun og fortsætter:

»Selvfølgelig er dagen bedre for nogle end for andre. Personligt med Kop & Kande elsker jeg black friday, for vi har virkelig travlt.«

Handelsstandsforeningsformanden ville dog ønske, at black friday kom tilbage til udelukkende at være én dag.

»Det er lidt synd, at det er blevet udvandet til black week eller black november. Det ville være meget sjovere, at det kun var fredag fra otte morgen til klokken 11 om aftenen. Jeg kan godt forstå, at nogle synes, det er træls at sælge sine varer med minus 20-25 pct. en hel uge.«