Fortsæt til indhold

Nu er julen skudt i gang: Her er byernes jule-programmer

Der er lidt af hvert på jule-menuen i Hammel, Hadsten, Hinnerup og Ulstrup.

Favrskov

Traditionen tro fik børnene danset til ’På loftet sidder nissen’, og forældrene fik rystet kroppen til ’The støvle dance’. Borgmesteren holdt også juletale, og julemanden blev råbt frem. Så blev der talt ned fra ti og vupti, juletræet på hjørnet af Østergade/Torvgade fik tændt sine lys, før alle de mange fremmødte børn fik sig en slikpose.

I år var 15. november dagen, hvor julen blev skudt i gang – ikke bare i Hammel, men i hele Favrskov.

Julemanden talte ned fra ti og vupti, så blev træet i Hammel tændt. Foto: CSJ

Juletræstændingen i Hammel markerer nemlig dagen, hvor jule-hyggen indfinder sig. I særdeleshed i Hammel, hvor handelsstandsforeningen har et stort juleprogram, men bestemt også i Hadsten og Hinnerup.

Hammel

I Hammel var årets juletræstænding rykket en uge frem. Det skyldtes en praktikalitet med både julemandens og borgmesterens kalendere.

Det giver så Hammel Handel & Erhverv en uge mere at jule i. Og julet, det bliver der. Eksempelvis har Nissearkitekterne nu forvandlet blomsterkummerne i Østergade til små nisselandskaber.

Dertil kommer det, som formanden for handelsstandsforeningen, Lise Reese, kalder for et »voluminøst program.«

»Vi i Juleudvalget er jo totalt juleelskere, og vi så egentlig gerne, at det var jul hele året. Vi brænder virkelig meget for det her og har haft så mange idéer, at vi faktisk har måttet sortere en masse fra,« siger Lise Reese med et stort smil og tilføjer:

»Vi håber selvfølgelig på, at hvis vi investerer i det her, så falder der lidt af til os. Vi er jo meget taknemmelige for den opbakning, vi oplever – folk er søde til at bruge butikkerne.«

På Hammels program er i år blandt andet motorsavsudskæring af en isskulptur. På programmet er også en slags mini julemarked i det tomme butikslokale Østergade 28. Her rykker en række lokale kunstnere ind med hver deres stand.

I Temacentret kan alle børn pynte et juletræ med julehjerter, og julemanden vil midt i december kåre det fineste hjerte. Det er også i Temacentret, der er juletræsfest.

Julemanden talte ned fra ti og vupti, så blev træet i Hammel tændt. Foto: CSJ

Børnene kan desuden prøve at dekorere et ægte honninghjerte i butikken dansk.

En ny tradition i Hammel er blevet julebanko, hvor pladerne kun kan erhverves ved at handle i byens butikker. For hvert køb over 200 kroner modtager man en bankoplade. Sidste år havde byens forretningsdrivende sponsoreret præmier for mere end 70.000 kroner.

Endelig kan man, blandt meget andet, opleve en koncert med countrybandet ’Bibbi og Snif.’

»Vi har altså prøvet at tilgodese både børn, unge og ældre. Og forsøgt at gøre sådan, at der er noget for både øjne, ører, mund og hjerte,« siger Lise Reese.

Formanden for Hammel Handel bød velkommen, før mikrofonen blev givet videre til borgmester Lars Storgaard, som holdt juletalen, før juletræets lys blev tændt. Foto: CSJ

Hadsten

I Hadsten bliver byens juletræ tændt 22. november.

Klokken 17 går det løs. Her går byens borgere i optog fra Sløjfen til Hans Gadebergs Plads. Julemanden ankommer ved Sløjfen, og med Hinnerup Garden i front går turen gennem byen.

Før træet tændes på Hans Gadebergs Plads, holder borgmesteren en juletale. Efterfølgende uddeles slikposer til alle børn.

I Hadsten er det en tradition, at Lions hygger, sælger gløgg samt æbleskiver og har tombola alle lørdage i december.

»Det plejer at være så hyggeligt med folk, der sidder og snakker rundt omkring. Det giver sådan en god stemning, at der er lidt liv i byen,« siger Anne-Mette Holm, der er formand for Hadstens handelsstandsforening.

13. december går skoleelever luciaoptog fra Mester Jacob og ned til Kvickly.

15. december kan man opleve jagthornsblæsere i et par timer.

»Og hvis der kommer sne, så laver vi sikkert et kælkeløb, ligesom vi gjorde sidste år. Det var super sjovt,« siger Anne-Mette Holm.

Julemanden talte ned fra ti og vupti, så blev træet i Hammel tændt. Foto: CSJ

Hinnerup

I Hinnerup er juleprogrammet ikke så omfangsrigt, men en fælles juletræstænding, det har byen.

Tændingen foregår på pladsen foran SuperBrugsen 29. november klokken 17. Hinnerup Garden spiller, og julemanden dukker op.

Børnene kan desuden se frem til slikposer og nissehuer.

Dagen efter, 30. november, er det så tid til endnu en julelys-tænding, men denne gang gælder det julegaden Fredensgade, hvor rigtig mange af husene går totalt amok i julelys. Præcis klokken 20.00 stiger en raket til vejrs, og i det samme tænder tusinder af lys. Det plejer at være lidt af et tilløbsstykke.

Desuden kan alle børn få hængt en julesok op i en række af byens forretninger. De bliver så fyldt med godter.

Selvom programmet i Hinnerup er småt, så glæder Jan Labirch, der er næstformand og kasserer i Hinnerup Handel, sig til at julehyggen indfinder sig. Han forklarer, at det i Hinnerup er lagt mere ud til hver enkelt butik at lave julehygge.

»Helt lavpraktisk så har vi ikke midlerne i handelsstandsforeningen til at ansætte en eventmand, som de har i Hammel. Vi må erkende, at vi er 25 medlemmer, og det begrænser vores muligheder økonomisk.«

Julemanden talte ned fra ti og vupti, så blev træet i Hammel tændt. Foto: CSJ

Ulstrup

Også i Ulstrup finder en fælles juletræstænding sted. Her er det en fast tradtion, at KFUM-Spejderne holder ’Jul på torvet’ med tombola, salg af juletræer og varm gløgg.

’Jul på torvet’ finder sted ved Østergade 2 første søndag i advent – 1. december – klokken 12-17. Juletræet tændes klokken 17 efter en juletale.