Fortsæt til indhold

To i én: Nu åbner delebutik

Én dør, to forretninger. Nu åbner Craftdesign og Green Nutrition i Hammel.

Favrskov

To nye forretninger åbner i Hammel 22. november. Du skal ind ad den samme dør for at besøge dem begge to. Der er nemlig tale om Craftdesign og Green Nutrition, som deler butikslokalet Østergade 25 i Hammel – dér hvor Butik Charlotte i mange år holdt til.

Webshoppen Craftdesign er ejet af Heidi Nygaard, mens Green Nutrition Hammel er ejet af Elin Hanberg.

De to kvinder har knoklet for at indrette hver deres halvdel af lokalet, og nu er de altså begge klar til at slå dørene op.

»Det har jo været lidt et sats at springe ud i det her dele-lokale, for vi kendte jo ikke hinanden på forhånd,« siger Elin Hanberg og fortsætter:

»Men det er gået så fint og bliver bare bedre og bedre.«

Selvom der er tale om to vidt forskellige forretninger, har de to kvinder også planer om at lave arrangementer sammen – det kan eksempelvis være en aften, hvor der bliver lavet smykker, i regi af Craftdesign, mens der drikkes en smoothie fra Green Nutrition Hammel.

<for Heidi Nygaards vedkommende bliver Østergade 25 mestendels lager, kontor og udstilling, men . Foto: CSJ

Kreativ markedsplads

For Heidi Nygaards vedkommende bliver Østergade 25 mestendels lager, kontor og udstilling, men det er også muligt at besøge udstillingen torsdage og fredage klokken 10-13 og den første lørdag i måneden i samme tidsrum.

Craftdesign er en webshop, hvor kunstnere, designere og håndværkere kan sælge deres ting fra. En slags markedsplads for dem, som ikke selv gider bakse med en webshop, eller som bare gerne vil have deres produkter ud til endnu flere.

Webshoppen har varer indenfor træ, læder, hækling, strik, smykker, maleri og tegning, blandt andet. Foruden Heidi Nygaards eget mærke, som også går under navnet Craftdesign.

Elin Hanberg, som ejer Green Nutrition Hammel, har allerede fået nye kunder på baggrund af den nye forretning. Foto: CSJ

Sundhed i fokus

Elin Hanberg tilbyder i Green Nutrition Hammel personlig vejledning, støtte og et fællesskab til folk, som ønsker at passe bedre på sig selv. Desuden vil hun i Østergade lave wellness workshops, fitness-udfordringer, smagsprøver af sund mad og drikke samt meget andet.

Der er åbent i Green Nutrition Hammel alle hverdage klokken 9-13. Her kan man komme ind til en snak med Elin Hanberg, eller man kan købe en shake, smoothie eller energidrik såvel som mellemmåltider i form af eksempelvis proteinbarer og måltidsbarer.