Fortsæt til indhold

Snekaos: Fraråder alt unødvendig kørsel

På grund af onsdagens voldsomme snevejr fraråder to politikredse nu alt unødvendig færdsel i trafikken.

Krimi
af

Østjyllands Politi fraråder lige nu alt »unødig og unødvendig udkørsel« i Randers og omegn.

Meldingen skal ses i lyset af onsdagens voldsomme vejrforhold, hvor kraftigt snevejr dagen igennem har skabt store trafikale problemer.

»Det gælder indtil, der er bedre i vejret. Pas på derude og god aften,« skriver vagtchefen hos Østjyllands Politi på Twitter.

Også Nordjyllands Politi melder om stor travlhed på grund af de store mængder sne, der har ramt Nordjylland onsdag.

»Vi har rigtig travlt lige nu på grund af snevejret. Vi anmoder om at folk ikke kører ud i trafikken, med mindre det er bydende nødvendigt,« lød det fra knap en time siden fra Nordjyllands Politi på Twitter.

Klokken 15.30 udsendte Nordjyllands Politi desuden en pressemeddelelse, hvori politiet fraråder al færdsel gennem eller ophold i skovene i Nordjylland.

Det sker på baggrund af flere anmeldelser om væltede træer i det nordjyske.

»Det aktuelle voldsomme snevejr, blæsten og den tunge tøsne skaber risiko for, at træer vælter eller grene brækker af. Så vurderingen er, at det simpelthen er farligt at køre gennem skove eller færdes under træerne i øjeblikket,« siger vagtchef Mads Hessellund hos Nordjyllands Politi.

Politiet opfordrer derfor folk, der normalvis kører igennem skovområder – f.eks. til og fra arbejde – til at finde alternative ruter.

Snekaos i Aalborg. Foto: Presse-fotos.dk
Snekaos i Aalborg. Foto: Presse-fotos.dk
Snekaos i Aalborg. Foto: Presse-fotos.dk