Politiet søger vidner: Røver overfaldt fragtmand og stak af med julegaver
En fragtmand kom onsdag morgen til skade, da en endnu ukendt gerningsmand frarøvede manden en varebil fyldt med pakker, hvorefter han blev ramt af bilen.
Julegavehandlen foregår for mange online med pakker leveret til døren. Men for en række uheldige odenseanere kan årets julegaver være gået tabt.
En fragtmand fra firmaet DAO, der leverer pakker og aviser, fik sig en ubehagelig overraskelse på en vagt natten til onsdag.
Mens han var ved at aflæsse pakker og aviser omkring Christiansgade i Odense, blev han skubbet væk fra bilen af en endnu ukendt gerningsmand, der efterfølgende satte sig ind bag rettet og kørte derfra.
Det oplyser Fyns Politi til TV2 Fyn.
Gerningsmanden kørte ned ad Christiansgade, der er en lukket vej, og da han vendte bilen og kørte den anden vej gik fragtmanden ud for at stoppe bilen. Her blev han ramt af bilen og kom til skade med hånden.
Varebilen blev fundet i nærheden af gerningsstedet senere samme morgen, og selvom der stadig var pakker og aviser i varebilen, var en del af lasten blevet stjålet.
Fyns Politi efterlyser vidner, der i de tidlige morgentimer har set en varebil fra firmaet DAO med en rød bagsmæk, der kan hjælpe dem med at pågribe gerningsmanden.