Fortsæt til indhold

Uheldig ejer får stjålet både bil og labrador

Fredag morgen er en gerningsmand kørt afsted med både bil og en labrador. Midt- og Vestsjællands Politi har stadig ikke fået lokaliseret hverken bil eller hund.

Krimi

En hvid personbil blev om morgenen den 24. december stjålet fra en adresse i Hvalsø i Lejre Kommune. I bilen sad en to et halvt år gammel labrador.

Det meddeler Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Politiet efterlyser derfor bilen – af mærket DS – som mere nøjagtigt blev stjålet klokken 8.20.

På Twitter beder Midt- og Vestsjællands Politi borgere i området, der enten ser bilen eller hunden, om at kontakte politiet på 114.

Vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi fortæller til Lokalavisen:

»Ejeren af bilen startede sin bil på sin private adresse for at varme den op. Og sætter derefter hunden i bilen. Ejeren er efterfølgende væk i mindre end to minutter, men i nøjagtig det tidsrum ser gerningsmanden sit snit til at stjæle bilen med nøglen i og en motor i tomgang. Og så er gerningsmanden kørt afsted med både hund og bil.«

I skrivende stund har politiet hverken fået lokaliseret den efterlyste bil eller hunden.

»Vi ved dog ikke, om hunden sidenhen er blevet læsset af, eller om gerningsmanden bare er kørt videre med hunden i bilen,« melder vagtchefen.

Bilen er dog blevet spottet cirka 10 minutter senere ved Nyrup nær Stenlille i høj fart.

Gerningsmanden er dermed kørt sydpå, oplyser vagtchefen.

Midt- og Vestsjællands Politi kender ikke navnet på den lysebrune labrador.