Markant milepæl: Antallet af indbrud er halveret på tre år
Knap 1.500 anmeldelser om indbrud i private hjem fik Østjyllands Politi i 2021.
Forsikringsselskaber og almindelige borgere kan prise sig lykkelig i disse år.
Risikoen for indbrud i private hjem er nemlig faldet markant, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Antallet af indbrudsanmeldelser til politiet i hele Østjylland er halveret på blot tre år.
I 2021 fik indløb der 1.462 anmeldelser. Det er en nedgang på over 20 procent i forhold til året før, og en halvering af tallet fra 2018, hvor der blev registreret lidt over 3.000 indbrud i private hjem.
»Det er jo voldsomt ubehageligt og utrygt at blive udsat for indbrud, og derfor glæder det os, at der igen i 2021 skete et markant fald,« siger vicepolitiinspektør Camilla Holdorff Nielsen.
Dels pandemiens skyld
En stor del af faldet kan forklares med corona-epidemien, der har betydet, at mange flere borgere har været hjemme. Men det er ikke hele forklaringen, påpeger vicepolitiinspektøren.
»Der er ingen tvivl om, at corona har haft meget stor betydning. Men faldet begyndte før corona kom til, så der er også andre faktorer, der er i spil. Vi kan se, at flere borgere bruger nabohjælp, og mange har fået alarmer og er blevet bedre til at sikre deres hjem. Derudover har vi i politiet stort fokus på indsatsen mod indbrud både i forhold til forebyggelse og efterforskning.«
1. februar ophørte coronarestriktionerne, og det betyder også, at risikoen for at få ubudne gæster kan stige, fordi folk nu formentlig i endnu højere grad vil være hjemmefra en større del af dagen.
»Nu hvor den almindelige hverdag så småt vender tilbage, og folk igen tager afsted på arbejde, så er det ekstra vigtigt, at man får lavet nogle aftaler med naboen, og holder godt øje med mistænkelige personer i nabolaget. Vi håber, at folk vil hjælpe os med at holde et vågent øje, og hvis man ser noget mistænkeligt, så ring til os med det samme,« lyder rådet fra Camilla Nielsen.