Stor bilbrand ved autoværksted i Smørum: »Der er sket betydelig materiel skade«
Natten til fredag modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse om en brand i et autoværksted i Smørum. Da politiet og brandvæsenet ankom til stedet, viste det sig, at der var tale om fire biler, der stod i flammer.
Fire biler stod pludselig i flammer natten til fredag omkring klokken 3.42.
I første omgang modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse om en brand i et autoværksted på Hassellunden i Smørum.
Men i stedet viste det sig, at der var udbrudt brand i flere biler ude foran værkstedet.
Nordsjællands Politi bekræfter episoden over for Lokalavisen fredag formiddag.
»Der er tale om brand i nogle biler, som stod ved en industribygning på Hassellunden i Smørum. På tre af bilerne er nummerpladerne nærmest smeltet helt væk. Så efter alt at dømme har bilerne lidt stor skade – der er altså sket betydelig materiel skade på de her biler,« udtaler pressevagten ved Nordsjællands Politi til Lokalavisen.
Årsagen til branden er endnu ukendt.
»Vi kan ikke sige mere om årsagen til branden på nuværende tidspunkt. Brandstedet skal først undersøges nærmere af vores teknikere,« siger pressevagten ved Nordsjællands Politi.
Der er ingen meldinger om tilskadekomne i forbindelse med branden.