Fortsæt til indhold

Nyt om forsvundet teenage-par: 13-årig pige genforenet med sin mor

Den 13-årige pige, der sammen med en 18-årig ung mand var efterlyst internationalt af Fyns Politi, er fredag eftermiddag blevet genforenet med sin mor.

Krimi
sbl

Den 13-årige pige, der siden sidste torsdag har været forsvundet sammen med en 18-årig mand, er hjemme i god behold.

Det oplyser Fyns Politi fredag i en pressemeddelelse.

De to unge var internationalt efterlyst af Fyns Politi efter mistanke om, at de sammen var stukket af og taget til Norge eller Sverige. Det viste sig, at de opholdt sig i Sverige.

Efterlysningen samt opfordringer om at tage kontakt til pigens mor fik genskabt kontakten mellem mor og datter. Derefter blev de to genforenet fredag.

Fyns Politi efterforsker fortsat, om der er sket en overtrædelse af straffeloven, fordi pigen tog hjemmefra med en ung myndig mand, som ikke havde indhentet samtykke fra pigens forældre/værge.

Da der således fortsat efterforskes i sagen, har Fyns Politi ikke yderligere kommentarer af hensyn til de implicerede parter.