Mand i kritisk tilstand efter fald fra lejlighed
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at mand havde stået på gesimsen til sit vindue og forsøgt at hoppe videre til et andet.
Torsdag klokken 20.58 blev Syd- og Sønderjyllands Politi kaldt til Havnegade i Esbjerg.
Det drejer sig om en mand, der er i kritisk tilstand efter et fald fra et vindue på 2. sal.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.
»Der er ikke noget, der taler imod, at det skulle være en ulykke,« siger Nikolaj Hølmkjær, vagtchef Syd- og Sønderjyllands Politi til mediet.
Vidner har oplyst til politiet, at manden havde stået på gesimsen til sit vindue og forsøgt at hoppe videre til et andet. Det skulle være, da dette forsøg mislykkedes, at han falder ned fra 2. sal.