Person fundet død efter husbrand
Politiet formoder, at det er husets beboer.
ddp
Lørdag aften rykkede brandvæsnet og politiet ud til en voldsom villabrand på Violvej i Svenstrup nord for Korsør.
Da flammerne var blevet slukket, stod det klart, at der lå en død person inde i huset.
»Der formodes at være tale om stedets 69-årige mandlige beboer,« skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
Meldingen kom først klokken 05.02 søndag, for det tog noget tid at bekæmpe de voldsomme flammer, og tidligt søndag morgen blev der stadig arbejdet på stedet.
Under branden meddelte politiet, at beboere i området skulle lukke døre og vinduer og »holde sig ude af røgfanen«, da der var en kraftig røgudvikling.