Sigtet for at parkere ulovligt – endte med anholdelse
24-årige var utilfreds med politiet, og utilfredsheden blev større, da betjente bad ham fjerne noget skrald.
En patrulje på Nørre Allé i Aarhus opdagede torsdag klokken 20.26 en bil, der holdt ulovligt parkeret med havariblinkene tændt. Betjentene tog kontakt til den 24-årige fører af bilen, der indvilgede i at flytte køretøjet.
Seks minutter efter kom patruljen forbi adressen igen og her opdagede de, at den samme bil holdt ulovligt parkeret samme sted. De sigtede derfor den 24-årige mand for at parkere ulovligt.
Den 24-årige var utilfreds med politiet, og utilfredsheden blev større, da betjentene bad ham fjerne noget skrald, han havde smidt på gaden. Da en betjent lagde en hånd på ham for at få ham til at falde ned, reagerede han ved at blive voldsomt opfarende, og patruljen valgte at anholde ham og sigte ham efter ordensbekendtgørelsen, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.