Fortsæt til indhold

Delte billede af tatovering: Nu er mystisk dødfunden person identificeret

Torsdag blev en død mand fundet på stranden i Nordjylland af en turist, og politiet har nu fundet frem til, hvem han er.

Krimi
sbl

En tysk turist gjorde sig noget af et chokfund torsdag formiddag, da han befandt sig på Lyngså Strand ved Sæby. Her fandt han en død mand liggende i strandkanten og kontaktede selvsagt politiet.

Nordjyllands Politi gik i jagten på at finde frem til den afdødes identitet ud i medier med et billede af et ganske særligt kendetegn ved en afdøde mand - en stor rygtatovering med motiver fra nordisk mytologi.

Men det skulle være de retstekniske undersøgelser, der endte med at gøre identiteten på den afdøde klar for politiet.

Tre henvendelser om tatoveringen

Torsdag aften meddelte Nordjyllands Politi på Twitter, at de siden delingen af mandens tatovering havde modtaget tre henvendelser, hvoraf ingen af dem gjorde politiet i stand til at identificere manden.

Fredag eftermiddag har en analyse af den afdødes fingeraftryk så til gengæld givet pote, meddeler politikredsen på Twitter.

Der er tale om en 51-årig dansk mand fra Hals-området omkring 30 kilometer syd for Lyngså Strand, hvor han blev fundet.

»Der afventer stadig lægelige undersøgelser omkring dødsfaldet. Der er intet, der tyder på, at der ligger et kriminelt forhold bag dødsfaldet,« skriver politiet fredag eftermiddag.

De pårørende er underrettede, og sagen efterforskes videre af lokalpolitiet i Frederikshavn, oplyser politiet.