Fortsæt til indhold

Melding om mulig drukneulykke resulterede i massiv udrykning: Tre personer slap dog med skrækken efter brand på båd

Både Sydøstjyllands Politi samt Trekantområdets Brandvæsen og ambulancetjenesten hastede onsdag eftermiddag til havnen i Kolding efter en anmeldelse om en mulig drukneulykke. Men virkeligheden viste sig dog heldigvis at være noget mindre dramatisk.

Krimi
af

I første omgang tikkede der en anmeldelse ind via 112 til hos Sydøstjyllands Politi om kraftig røgudvikling fra en båd og en mulig drukneulykke ikke 300-400 meter fra havnen i Kolding. Derfor blev både Trekantområdets Brandvæsen samt Sydøstjyllands Politi og ambulancetjenesten alarmeret.

Men da ordensmagten og beredskabet kort tid senere ankom til havnen i Kolding, stod det hurtigt klart, at situationen dog ikke var nær så alvorlig som først antaget.

Det fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Halfdan Kramer til Lokalavisen.

»Hændelsen blev anmeldt klokken 14.25: Der var meldinger om røgudvikling fra en båd nogle få hundrede meter fra havnen. Men det viste sig dog hurtigt, at de tre personer, som var om bord på båden, allerede var blevet hjulpet over i en anden båd – i øvrigt havde de forinden slukket for motoren, som der var røgudvikling fra – da brandvæsenet ankom til stedet. Og så blev den anden båd efterfølgende trukket sikkert i land,« siger Halfdan Kramer og tilføjer:

»Der er heller ikke nogen meldinger om personskade – ingen af de tre personer blev efterfølgende kørt på hospitalet. Det har nok ikke været så sjov en oplevelse for de tre pågældende personer, der var om bord på båden, men qua der ikke er meldinger om personskade, så endte det jo heldigvis godt.«

Da ordensmagten og beredskabet ankom til havnen i Kolding stod det hurtigt klart at situationen dog ikke var nær så alvorlig som først antaget. Foto: Presse-fotos.dk
Der var tre personer ombord på båden, da der opstod brand i motoren. De tre personer blev dog hurtigt hjulpet over i en anden båd og efterfølgende slæbt i land. Foto: Presse-fotos.dk

Billeder fra havnen i Kolding viser, at det helt store alarmberedskab – med både ambulancereddere og brandfolk på landjorden samt en redningshelikopter i luften – blev aktiveret efter anmeldelsen onsdag eftermiddag.

Til trods for at der altså heldigvis ikke var tale om en alt for dramatisk hændelse.

Men den massive tilstedeværelse var dog alligevel helt efter bogen, påpeger vagtchefen.

»Der kom en anmeldelse ind via 112 om kraftig røgudvikling fra en båd. Og så skal alle beredskaber jo aktiveres for at kunne løse en potentiel brand i en båd ude på vandet,« slutter vagtchefen.

Onsdag eftermiddag blev der også sendt en redningshelikopter i luften over havnen i Kolding. Foto: Presse-fotos.dk
Billeder fra havnen i Kolding viser, at det helt store alarmberedskab – med både ambulancereddere og brandfolk på landjorden samt en redningshelikopter i luften – blev aktiveret efter anmeldelsen. Foto: Presse-fotos.dk