Fortsæt til indhold

Erkender brutalt drab på kvinde: »Jeg gjorde det og er stolt af det«

En 30-årig mand erkendte i et grundlovsforhør søndag at have slået den kvinde, som i går blev fundet i Frederikssund, ihjel.

Krimi
am

Nordsjællands Politi modtog lørdag kl. 11.43 en anmeldelse om en påsat brand i et sommehus i Ølsted i Halsnæs Kommune.

I den forbindelse anholdte politiet senere - i løbet af eftermiddagen - en mistænkt 30-årig mand i København. Her førte den videre efterforskning politiet til en adresse i Frederikssund, hvor man fandt en dræbt kvinde.

Et drab som den anholdte er mistænkt for at stå bag. Derfor blev han i dag klokken 11 også fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Helsingør. Og her erkendte han at have slået kvinden ihjel.

»Jeg gjorde det og er stolt af det. Det var den eneste udvej,« sagde manden ifølge TV2, inden dørene blev lukket i sagen.

Ifølge sigtelsen dræbte manden kvinden ved at stikke hende i halsen og i brystkassen med kniv og saks, ligesom han gav slag og spark i hovedet i et sådan omfang, at hun afgik ved døden.

Manden er nu sigtet for manddrab efter paragraf 237, som har en strafferamme på mellem 5 år og livstid.

Efter dagens grundlovsforhør oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse, at manden nu er varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling frem til 2. september.

Efterforskningsleder, politikommissær Anders Jørgensen oplyser, at politiet efter varetægtsfængsling af den anholdte mistænkte nu får ro til at efterforske sagen og herunder få fastlagt et motiv for drabet.

Retsmødet foregik for lukkede døre, og politiet har for nuværende ikke yderligere oplysninger om sagen.