Fortsæt til indhold

Voldtog veninde mens hun sov

Ifølge hans forklaring, var det gensidig sex.

Krimi
jro

En ung mand trængte ind i en bekendt, mens hun lå og sov.

Den forklaring har Retten i Randers valgt at tro på - nu er en 21-årig mand idømt en ubetinget fængselsstraf på et år og seks måneder for at have voldtaget en 20-årig kvindelig bekendt.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I juni i år mødte parret hinanden i byen. Herfra gik de sammen til kvindens lejlighed i Randers.

Afviste tilnærmelser

Hun har fortalt, at hun fra start gjorde det klart over den 21-årige, at de skulle sove hver for sig. Hun afviste samtidig flere gange hans tilnærmelser - og lagde sig til at sove på sofen.

Her vågnede hun pludseligt ved, at den 21-årige var trængt op i hende. Hun fjernede sig hurtigt fra sofaen og anmeldte kort efter sagen til politiet.

I retten nægtede manden, at der var tale om voldtægt og forklarede, at der var tale om frivillig sex.

Troværdighed altgørende

Retten lagde dog vægt på kvindens forklaring og på en beskedudveksling, som kvinden og manden havde efter episoden.

»I sager om voldtægt er det ofte et spørgsmål om parternes troværdighed, da det typisk er påstand mod påstand. I denne sag var retten enig med anklagemyndigheden i, at forurettede afgav en særdeles troværdig forklaring, og at den blev understøttet af andre beviser«, siger specialklager Jesper Rubow.

Den 21-årige blev - udover fængselsstraffen - dømt til at betale 40.000 kroner i erstatning til den 20-årige kvinde.

»Den 21-årig mand nægtede sig skyldig og ankede dommen,« skriver Østjyllands Politi.