Fortsæt til indhold

Knivdrama på kro: To mænd ramt

En blev stukket i låret, mens en anden har fået skader i ansigtet.

Krimi
ksa

To mænd er anholdt efter et knivslagsmål foran Kanalkroen i Gilleleje natten til lørdag, oplyser vagtchef David Buch fra Nordsjællands Politi til eb.dk via Ritzau.

De to mænd er 31 og 29 år gamle og blev anholdt efter en uoverensstemmelse, der førte til et knivslagsmål foran kroen natten til lørdag. Den ene er blevet stukket i låret, den anden har skader i ansigtet, men det er ikke livstruende, oplyser Nordsjællands Politi..

Politiet modtog anmeldelsen klokken 5.12 om knivstikkeri på Kanalvejen 3 i Gilleleje, hvor Kanalkroen har til huse.

Ifølge David Buch var der tale om en form for uoverensstemmelse mellem to mænd, som resulterede i et slagsmål uden for beværtningen.

Politiet valgte at anholde begge mænd, og nu skal efterforskerne forsøge at kaste yderligere lys over begivenhederne. Derefter skal anklagemyndigheden tage stilling til, hvorvidt mændene skal stilles for en dommer.

Der er tale om to lokale mænd.

Mændene har lørdag morgen været forbi en skadestue, hvor de har modtaget behandling for deres skader, fortæller David Buch.

Og derefter er de blevet bragt ind på politistationen til afhøring.