Kolonihave ramt: Flammer fik fat i fællesværksted
Heldigvis fik brandvæsenet pillet noget af taget ned, så branden ikke spredte sig.
Lørdag aften blev brandvæsenet kaldt ud til Rugholmvej 110 i Viby i det sydlige Aarhus.
Her var der gået ild i et fællesværksted i en kolonihave. Det oplyser Østjyllands Brandvæsen til Lokalavisen Aarhus.
»Ilden havde fat i bygningen, og vi fjernede trykflasker. Men ellers var det en helt almindelig brandslukning,« siger operationschef Anders Brix Christensen.
Ilden nåede kortvarigt taget, men blev hurtigt slået ned. Her pillede man noget af taget væk, for at sikre sig branden ikke spredte sig. Derfor nåede fællesværkstedet - heldigvis - kun at få mindre brandskader
»Vi endte med at bruge cirka halvanden time derude,« siger Anders Brix Christensen.
Østjyllands Politi oplyser til Lokalavisen Aarhus søndag, at man ikke har noget på brandårsagen, og man derfor heller ikke kan sige noget om, hvorvidt der er noget mistænkteligt ved branden.
Politiet har dog i sin nuværende rapport noteret sig, at der har været ild i en brændestabel nær værkstedet.
Brandvæsenet modtog anmeldelsen kl. 21.09 lørdag.