Postkasse-raid med kanonslag
Politiet fandt 71 kanonslag i den unge mands bil.
En ung mand blev mandag taget med 71 kanonslag i bilen.
Forinden havde han brugt netop kanonslag til at sprænge flere postkasser i luften.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Natten til mandag blev der kastet flere kanonslag i Saksild tæt på Odder, og to postkasser blev sprængt i luften.
Tog nummerpladen
En kvik borger opdagede, at et kanonslag blev smidt ud af vinduet på en bil, og han noterede hurtigt nummerpladen og gav oplysningerne til politiet.
I første omgang lykkedes det ikke politiet at finde frem til bilen, men omkring middagstid aflagde en patrulje fra lokalpolitiet i Odder et besøg hos en 19-årig mand i Beder.
Hans bil havde den nummerplade, som vidnet havde noteret, og inde i køretøjet lå 71 kanonslag, der alle blev beslaglagt af betjentene.
Erkendte sprængninger
Den 19-årige erkendte, at han havde kørt rundt med nogle venner om natten, og at det var ham, der havde sprængt postkasserne i stykker.
Han blev derfor sigtet for hærværk og for at overtræde fyrværkeriloven.