Fortsæt til indhold

Voldsdrama og øje-flænge i stillekupe: Overfaldet med en plade chokolade

En mand blev bedt om at dæmpe sig. Så røg chokoladen gennem luften.

Krimi
jro

En ung mand er sigtet for vold, efter en togpassager fik tyret en plade chokolade i hovedet.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Politiet blev mandag klokken 17.05 kaldt til Roskilde station, hvor en anmeldelse gik på, at en mand i toget var blevet ophidset, da han var blevet bedt om at dæmpe sig, da han sad i en stillezone.

Kastede med chokolade

Manden kastede en plade chokolade i hovedet på den passager, der havde bedt ham dæmpe sig, og passageren fik i den forbindelse en flænge ved det ene øjenbryn.

Flere patruljer blev sendt til området for at lede efter den ophidsede mand, der i mellemtiden havde forladt toget.

Det lykkedes ikke umiddelbart at finde ham, men efterforskning i sagen har nu ført til, at politiet har haft kontakt til en 21-årig mand fra Vestsjælland.

»Han er sigtet for voldsforholdet, men nægter sig skyldig i sagen,« skriver politikredsen.