Fortsæt til indhold

Politirapporten: Brandvæsen måtte redde kat ned

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

Onsdag kl. 11.52 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en beboer i et lejlighedskompleks på Rosenhøj Allé, der nu i to dage havde lagt øre til underboens kat, der sad ude på den franske altan og miavede. Katten kunne ikke selv komme derfra, og underboen skulle være bortrejst.

Beboeren blev i første omgang opfordret til at kontakte viceværten med henblik på at fremskaffe en stige, så katten kunne hjælpes ned. Beboeren ringede dog kort efter tilbage og oplyste, at viceværten ikke kunne hjælpe, men at man prøvede at tage kontakt til boligforeningen.

Da boligforeningen kort efter også ringede retur med besked om, at de heller ikke kunne hjælpe med at få katten ned, blev Østjyllands Brandvæsen sat på opgaven.

Stjal øl fra Netto og generede borgere på banegården

Onsdag kl. 02.20 havde Netto på Skt. Knuds Torv i Aarhus C haft besøg af en mand, der havde stjålet to øl fra butikken og derefter var løbet fra stedet. Butikken kontaktede et vagtselskab og gav vagterne et signalement af manden.

Lidt senere blev to vagter opmærksomme på en mand, der passede på signalementet, der gik rundt i banegårdshallen og generede forbipasserende. Da de to vagter ville bortvise manden blev han aggressiv, sparkede ud efter dem og kastede en øldåse mod dem. Vagterne tilbageholdt derfor manden og kontaktede politiet.

Da betjentene ankom, blev den 28-årige mand anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Ved efterfølgende kontakt til Netto kunne det også konstateres, at det var den sammen mand, der tidligere havde stjålet øl fra butikken, og han blev derfor også sigtet for butikstyveri.

To unge butikstyve i Føtex

Onsdag kl. 16.17 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en butiksdetektiv, der havde tilbageholdt to personer ved Føtex i Storcenter Nord i Aarhus N. Butiksdetektiven var blevet opmærksom på de to personer, en mand og en kvinde, som tog hætten over hovedet og derefter tog varer ned fra hylderne og puttede dem i lommer og taske. Herefter gik de op til kassen og betalte for tre varer, hvorefter butiksdetektiven standsede dem på den anden side af kasselinjen og tilkaldte politiet.

Da politiet ankom blev de to personer, en 25-årig kvinde og en 21-årig mand, sigtet for butikstyveri. Da den 21-årige mand ikke var i besiddelse af noget gyldigt ID, blev han anholdt med henblik på identifikation. I forbindelse med visitation af manden på politigården blev han fundet i besiddelse af en joint, hvorfor han også blev sigtet for narkobesiddelse. Da manden var udenlandsk statsborger, fik han en straksbøde på 2500 kroner for butikstyveri og narkobesiddelse.

Færdsel

Onsdag kl. 15.00 skete der et færdselsuheld på Viby Ringvej i Viby. En 38-årig mandlig bilist kom i sin lastbil med anhænger kørende ad Viby Ringvej, da han ville skifte vognbane og stødte sammen med en bil, ført af en 31-årig kvinde, der kørte i samme retning. Der skete kun materiel skade ved færdselsuheldet. Den 38-årige mand blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved ikke at have orienteret sig ordentligt, inden han foretog vognbaneskift.

Onsdag kl. 16.54 skete der et færdselsuheld på Sønderskovvej i Lystrup. En 23-årig mand kørte på crosser på cykelstien, hvor han påkørte en 51-årig mandlig cyklist. Begge parter blev kørt til skadestuen for at blive behandlet for flere brud. Det viste sig, at crosseren ikke var indregistreret og at den 23-årige fører havde været påvirket. Han blev derfor både sigtet for overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen og for spiritus- og narkokørsel. Crosseren blev konfiskeret til nærmere undersøgelse.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Aarhus:

  • På Fredensgårdsvej i Højbjerg begået mellem søndag den 5/1 kl. 16.30 og onsdag den 8/1 kl. 13.20
  • På Pederstrupvej i Højbjerg begået onsdag den 8/1 kl. 03.00
  • På Sensommervej i Hjortshøj begået mellem tirsdag den 31/12 kl. 12.00 og onsdag en 8/1 kl. 08.15
  • På Næringen i Risskov begået mellem onsdag den 11/12 kl. 15.00 og søndag den 5/1 kl. 04.00
  • På Engelstoft i Lystrup begået tirsdag den 10/12 mellem kl. 14.00 og kl. 14.02
  • På Nyringen i Risskov begået mellem tirsdag den 17/12 kl. 15.00 og onsdag den 8/1 kl. 20.00