Betjente leder efter dyrt hundefoder
Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
I tidsrummet mellem søndag klokken 14.40 og mandag klokken 08.00 har ukendte gerningsmænd brudt ind i en lagerhal hos Nordic Pet Group på Grenåvej i Skødstrup, oplyser Østjyllands Politi.
Der var dog umiddelbart ikke stjålet noget fra lagerhallen, men en lukket bokstrailer, der holdt foran bygningen, var forsvundet. I traileren lå der, udover diverse butiksreoler og kæledyrsartikler, flere 4 kg-poser med dyrt hundefoder af mærket ziwipeak.
Østjyllands Politi opfordrer borgere, der måtte blive tilbudt at købe hundefoder af dette mærke, måske til en noget lavere pris end normalt, om at være opmærksomme. Har man mistanke om, at der kan være tale om noget af det stjålne foder, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.
Bokstraileren, der blev stjålet, har registreringsnummer CH5784 – hvis man ser denne trailer bedes man også kontakte politiet på telefon 114.
Døgnets øvrige hændelser
Færdsel
Mandag klokken 08.38 skete der et færdselsuheld på Nordre Strandvej i Risskov. En 59-årig kvindelig bilist kom kørende ad Brovej, da hun i krydset ved Nordre Strandvej kørte frem for ubetinget vigepligt og kørte ud foran en 70-årig kvinde, der kom kørende på cykel. Den kvindelige cyklist faldt ned på bilens kørehjelm og videre ned på jorden. Hun kom dog ikke umiddelbart alvorligt til skade. Den 59-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Mandag klokken 12.48 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, for kørsel i frakendelsestiden og for narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Ryhavevej i Hasle, Aarhus V. Bilens 23-årige kvindelige ejer blev desuden sigtet for at have overladt førerretten til en person uden kørekort.
Mandag klokken 13.30 blev to mænd, begge 37 år, sigtet for overtrædelse af bekendtgørelsen om slæbning af køretøjer, da den ene i en varebil på Djurslandsmotorvejen ved Skødstrup slæbte den andens varebil, uagtet at bilen ikke var godkendt til det.
Mandag klokken 20.39 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Gudrunsvej i Brabrand.
jwh