Fortsæt til indhold

Politirapporten: 73-årig cyklist fik flere knoglebrud efter påkørsel af 17-årig bilist

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport 30. januar

Krimi
Arkiv

Færdsel

Onsdag kl. 10.37 skete der et færdselsuheld i krydset Ormslevvej/Ravnsbjergvej i Viby. En 17-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en 73-årig mandlig cyklist. Den 73-årige rullede op over køleren og faldt ned på asfalten og blev efterfølgende behandlet for flere knoglebrud, flænger og knubs. Den 17-årige har kørekort, men blev sigtet for ikke at have den lovpligtige ledsager ved sin side og for ikke at overholde sin vigepligt.

Færdsel

Onsdag kl. 8.27 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Tilst. En 30-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 29-årig mand, som blev skubbet op i en bil med en 46-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.

Færdsel

Onsdag kl. 9.43 skete der et færdselsuheld på Djurslandsmotorvejen ved Skødstrup. En 18-årig kvindelig bilist mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i et autoværn. Hun blev efterfølgende kørt på skadestuen, men hun kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Uheldet skyldtes formentligt en punktering på det ene bildæk.

Grundlovsforhør i Aarhus kl. 9.30

Østjyllands Politi fremstillede torsdag kl. 9.30 en 21-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for at være i besiddelse af en større mængde kokain med henblik overdragelse. Han blev anholdt onsdag formiddag på sin adresse i Aarhus-området.

Den 21-årige blev varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede ikke kendelsen. Da grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, ønsker Østjyllands Politi p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.30

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 11.30 to mænd på 42 og 46 år, der sigtes for flere tilfælde af forsøg på indbrud i villaer i Aarhus-området. Den 42-årige mand sigtes desuden for et indbrud i en villa i Risskov begået den 21. januar.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

Den 42-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede ikke kendelsen til landsretten. Den 46-årige mand blev løsladt af dommeren #politidk #anklager https://t.co/6XBmhg2Qvp

— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) January 30, 2020

Fuld mand slog kvinde med bakke

En 25-årig mand blev onsdag kl. 20.29 anholdt på p-pladsen foran McDonald’s i Viby og sigtet for vold. Ifølge flere vidner gik den berusede mand ind på McDonald’s, hvor han generede flere gæster og opførte sig aggressivt. Da en ung kvindelig medarbejder ville følge ham ud af restauranten, greb han en bakke og slog hende i ansigtet. Herefter løb han ud på p-pladsen med bakken i hænderne.

En 45-årig kvinde, som overværede episoden ringede efter politiet, men da manden opdagede det, forsøgte han at slå hende med bakken. Det lykkedes hende at flygte ind i sin bil uden at blive ramt. Den 25-årige kastede sig op på kølerhjelmen og slog ned i bilen flere gange.

Han standsede, da politiet kom frem og løb i stedet hen mod politibilen, som han endte med at falde ind, så han væltede ned på asfalten. Her blev anholdt af patruljen og sigtet for vold og for at forstyrre den offentlige orden.

Medarbejderen, der fik et slag med bakken, slap umiddelbart fra overfaldet med mindre knubs.

Mand blottede sig på bænk

To kvinder og en mand blev onsdag kl. 14.45 råbt an af en mand, som sad på en bænk i Mollerup Skov ved Skejby. Da de kiggede derhen, så de, at manden havde sit lem frit fremme og sad og onanerede, mens han stirrede på dem. Manden gik herefter fra stedet, og vidnerne tilkaldte politiet. Det lykkedes ikke patruljerne i området at finde frem blotteren.

Han beskrives som:

• Østeuropæisk af udseende

• Markeret ansigt

• Ca. 1 cm kort, mørkt hår

• Slank af bygning og lange ben

• Iført grå joggingbukser og hvid vindjakke med noget sort på ryggen

Indbrud i private hjem i Aarhus

På Enghaven i Egå begået mellem tirsdag d. 28/1 kl. 15.00 og onsdag d. 29/1 kl. 9.30

På Tværgade i Malling begået mellem lørdag d. 25/1 kl. 12.00 og onsdag d. 29/1 kl. 15.00

På Strandvejen i Aarhus begået mellem tirsdag d. 28/1 kl. 23.12 og onsdag d. 29/1 kl. 18.45

jr