Fortsæt til indhold

Politirapporten: Fuld mand med beskidt mund kastede op foran politiet

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport 5. februar 2020

Krimi
Arkiv

Fuld mand med en beskidt mund

Tirsdag kl. 21.12 blev politiet kaldt til Åboulevarden i Aarhus, hvor en meget fuld mand var højråbende og aggressiv over for andre. Da patruljen kom til stedet stod manden og kastede op, og da betjentene tog kontakt til ham farede han op og råbte ”I er fucking dumme” efter betjentene. Han blev anholdt og sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemænd, hvilket fik ham til at råbe flere skældsord efter betjentene. Den 24-årige mand blev kørt til politigården i Aarhus, hvor han fik lov at sove rusen ud i detentionen.

Stjal to knive og tre dåseøl

Tirsdag kl. 19.40 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Netto på Viby Ringvej i Viby J, hvor en butiksdetektiv havde tilbageholdt en butikstyv. Butiksdetektiven havde siddet i et baglokale og kigget på overvågningen, da han blev opmærksom på en mand, der tog to knive fra hylden med spotvarer og puttede dem ind under sin jakke.

Butiksdetektiven tog fat i manden, da han netop havde forladt butikken og stod ude i vindfanget. Manden blev ført med ud i baglokalet, hvorfra der blev ringet efter politiet. Da patruljen kom til stedet blev den 35-årige mand sigtet for butikstyveri af de to knive samt tre dåseøl, som han også havde gemt under sin jakke.

Forsøgte at undgå at få en busbøde

Tirsdag kl. 16.01 blev Østjyllands Politi kaldt ud til Spobjergvej i Brabrand, hvor en af bybusserne har endestation, da en buskontrollør stod med to piger, der ikke ville oplyse deres navn i forbindelse med, at de skulle have en bøde for at køre uden billet. Patruljen fik de to piger på 16 og 17 år til at oplyse deres ID, hvorefter de blev bortvist fra bussen og fik besked om, at de ikke var ønskede i busserne det kommende døgn.

Færdsel

Tirsdag kl. 06.36 skete der et færdselsuheld på den østjyske motorvej ved Brabrand. I forbindelse med en sammenfletning på motorvejen kørte to biler sammen, så føreren af den ene bil, en 46-årig kvinde mistede kontrollen og snurrede rundt, hvorefter hendes bil først ramte autoværnet og derefter hængeren på en lastbil, der blev ført af en 39-årig mand. Der skete kun materiel skade ved uheldet.

Færdsel

Tirsdag kl. 13.17 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Søren Frichs Vej i Åbyhøj.

Indbrud i private hjem

Istedgade i Aarhus C begået tirsdag den 4/2 mellem kl. 15.00 og kl. 21.15

På Elmehøjen i Lisbjerg begået mellem tirsdag den 4/2 kl. 14.00 og onsdag den 5/2 kl. 02.00

jr