Fortsæt til indhold

Politirapporten: Ung mand flygtede fra politiet og smed to dankort fra sig

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport 1. april 2020

Krimi
Arkiv

Tre mænd i en personbil ønskede tydeligvis ikke at tale med politiet, da en patrulje forsøgte at standse bilen på Fredensgade i Aarhus tirsdag kl. 10.48. Patruljen gjorde med udrykningssignalet tegn til føreren af bilen om at standse. Det gav en masse aktivitet i bilen, hvor de tre mænd begyndte at sidde meget uroligt, men bilen standsede ikke, men satte tværtimod farten lidt op.

Da bilen endelig standsede løb en 21-årig mand fra stedet. Undervejs smed den 21-årige to dankort fra sig, som viste at stamme fra et indbrud i Gedved.

Den 19-årige mand, som førte bilen, fortalte, at han ikke havde et kørekort på sig og oplyste et personnummer, som betjentene kunne se ikke kunne være hans eget. Det viste sig at være fordi, den 19-årige selv var eftersøgt, fordi han var udeblevet fra afsoning af en tidligere dom for vold.

De tre mænd blev alle anholdt, og den 21-årige er foreløbigt sigtet for overtrædelse af knivloven og ordensbekendtgørelsen, mens den 19-årige foreløbigt er sigtet for kørsel uden førerret, overtrædelse af knivloven og ordenbekendtgørelsen samt for at opgive falsk navn.

Butikstyve stjal arbejdstøj

To mænd på hhv. 21 og 22 år blev tirsdag kl. 09.13 tilbageholdt af personalet i Bauhaus i Tilst, efter de var taget på fersk gerning i tyveri fra butikken. Da politiet ankom til stedet forklarede butikkens medarbejdere, at der var gået en alarm i butikken, og at mændene, der havde udløst den, derefter havde løbet mod udgangen. Her blev de dog standset af en anden medarbejder.

De to mænd forsøgte at stikke af med arbejdstøj, herunder blandt andet et bælte, nogle sko og nogle arbejdsbukser. De blev begge sigtet for butikstyveri.

Mand på løbehjul fundet i besiddelse af stoffer

En 35-årig mand blev tirsdag kl. 10.01 standset på et løbehjul på Rådhuspladsen i Aarhus. Da betjentene forsøgte at få kontakt til den 35-årige, kørte han uden om patruljevognen, hvorfor betjenten bestemte sig for at standse ham og tage en snak med ham. Det viste sig at være en rigtig god idé, for den 35-årige havde indtil flere forskellige typer narko i lommerne. Den 35-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko.

Færdsel

Tirsdag kl. 7.16 skete der et færdselsuheld ved rundkørslen ved Tilst Søndervej i Tilst, hvor to biler stødte sammen. En 21-årig kvindelig bilist, som var fører af den bil, forklarede, at hun var kommet kørende ad Tilst Søndervej, da en bil kørte direkte imod færdselsretningen og ind i hende. Manden, som var fører af den anden bil, gav den 21-årige sit navn og telefonnummer og gik derefter fra stedet. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet, og politiet vil tage kontakt til den pågældende mand.

Færdsel

Tirsdag kl. 11.15 skete der et færdselsuheld på Nordre Strandvej i Risskov, da en 90-årig kvindelig bilist kørte frem for ubetinget vigepligt og ramte en 83-årig kvindelig cyklist. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet.

Færdsel

Tirsdag kl. 11.29 skete der et færdselsuheld på Ringgadebroen ved Augustenborggade i Aarhus, da en 70-årig mandlig knallertfører væltede og ramte autoværnet. Den 70-årige kom ikke umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.

jr