Fortsæt til indhold

Politirapporten: Fuld og aggressiv mand skræmte forbipasserende

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport 2. april 2020

Krimi
Arkiv

Fuld og aggressiv mand sigtet på banegården

En 45-årig mand endte onsdag omkring middag med en sigtelse for at forstyrre den offentlige orden, efter han havde gjort folk utrygge på Aarhus Banegård. DSB-personalet tilkaldte en vagt kl. 11.27, da manden og en kvinde sad på en bænk og råbte af forbipasserende. Begge var tydelige berusede, og vagten bad dem forlade banegården.

Det gjorde den 45-årige mand så sur, at han råbte skældsord mod vagten og begyndte at slå ud i luften, så flere forbipasserende trak helt ind til væggen. Vagten ringede til politiet, der hurtigt kom til stedet og sigtede den 45-årige, hvorefter han fik ordre på at forlade banegården.

Søgen efter butikstyv førte til aggressiv mand

En medarbejder i 7-Eleven på Immervad i Aarhus C kontaktede onsdag kl. 14.18 politiet, da en mand netop havde stjålet nogle souvenir-genstande fra butikken og var flygtet fra stedet. En patrulje så overvågningen fra butikken igennem og gik derefter rundt i gaderne i nærheden for at finde gerningsmanden.

På Klostertorv fik betjentene øje på en 46-årig mand, som de genkendte fra overvågningsvideoen. Han blev sigtet for butikstyveri. Mens patruljen stod på stedet, lagde de mærke til en 44-årig mand, som opførte sig noget aggressivt. Han råbte ”hvad vil I?” og ”kom bare an” efter patruljen, og opførte sig truende over for en anden mand på torvet ved at gå helt tæt på ham, nedstirre ham og gestikulere kraftigt af ham.

Betjentene valgte derfor at anholde den 44-årige og sigte ham for at forstyrre den offentlige orden.

Svindler forsøgte at narre ældre kvinde

En 71-årig kvinde fra Tranbjerg blev tirsdag eftermiddag ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra ”Sikkerhedsovervågningen”. Ifølge manden kunne han se, at nogen forsøgte at misbruge kvindens bankkonti, og han ville nu hjælpe hende med at stoppe de ulovlige transaktioner. Han skulle bare bruge hendes loginoplysninger til Netbank og hendes NemID.

Da kvinden oplyste, at hun hverken havde netbank eller NemID, lod manden som om, han stillede telefonen om til kvindens bank. Han præsenterede sig nu som Thomas fra banken og spurgte ind til kvindens personfølsomme oplysninger. Da hun spurgte, hvad ”Thomas” hed til efternavn, mistede han tålmodigheden og svarede ”Abracadabra”, hvorefter han lagde på.

Dagen efter anmeldte kvinden så forholdet til politiet.

Østjyllands Politi har tidligere fået anmeldelser om lignende forsøg på svindel og opfordrer til, at man aldrig giver personfølsomme oplysninger i telefonen.

jr