Fortsæt til indhold

"Det er ikke rigtigt - men jeg undskylder"

Firmaet Den Tibetanske Hvidløgskur har fået en bøde på 5.000 kroner

Krimi
Arkiv

En Frederikshavn-baseret virksomhed ved navn Den Tibetanske Hvidløgskur har fået en bøde på 5.000 kroner fra Fødevarekontrollen.

Det skriver Ekstra Bladet.

Bøden falder, fordi firmaet har solgt sin hvidløgskur som et middel til at bekæmpe coronavirus, selvom det ingenlunde er påvist, at hvidløg skulle gøre gavn mod coronavirus. En kur, der koster 489 kroner.

I sur smiley-rapporten skriver Fødevarekontrollen:

"Det er ikke tilladt at anprise en fødevare med egenskaber vedrørende forebyggelse, behandling og helbredelse af en menneskelig sygdom eller give indtryk af sådanne egenskaber."

Ifølge Ekstra Bladet skrev Den Tibetanske Hvidløgskur i en reklame:

"Covid-19 har bidt sig fast i Danmark. Styrk dig og din families immunforsvar, så I er bedre rustet mod den slemme virus."

Ejer og stifter af firmaet, 49-årige Jeanne Adelsten Truelsen, har på sin Facebook-side kommenteret bøden og artiklen.

"Det er helt korrekt at jeg har fået en bøde, men bøden har jeg fået fordi, det KUN er Medicinalindustrien, der har lov til at sælge produkter mod virus og influenza mm. Jeg vil gerne understrege at jeg ALDRIG har skrevet at Hvidløgskuren er en kur mod Covid-19. Det jeg har gjort, er at anbefale folk til at spise masser af hvidløg til at styrke deres immunforsvar ... da et stærkt immunforsvar alt andet lige gør det vanskeligere for virus og bakterier at trænge igennem. Det ved alle ... det er ikke raketvidenskab," skriver hun og fortsætter:

"Set i bagspejlet var det forkert at nævne Covid-19, som har skræmt ikke blot Danmark men hele verdenen .... og kunne ses som et forsøg på at høste på frygten i befolkningen. Det var bestemt ikke min intention (...) Jeg undskylder meget og jeg undskylder også meget, hvis nogle af jer ligesom Ekstra Bladet har forstået det således at jeg ville sælge hvidløgskuren som en coronakur."

Du kan læse hele hendes opslag her.