Flere ramt af groft anarkistisk hærværk: Biler, facader, døre, vinduer, skilte og skraldespande overmalet
En serie af anarkistisk hærværk har de seneste døgn ramt Brabrand, hvor flere borgere har oplevet, at få malet deres husfacader, døre og vinduer med det samme tegn, et A med en ring omkring.
På Hougårdsvej og Engdalsvej ses det også på skilte og skraldespande, og på Brabrandhallen er der ligeledes bannere med anti-nazistiske budskaber.
Det siger Anne Louise Revenfeld, som for nylig er flyttet til Engdalsvej, og som selv har oplevet at få vandaliseret sin og familiens bil med A-tegnet, som enten er skrevet med tusch eller spraymaling.
Hun fortæller til Lokalavisen Aarhus, at hærværket er sket mellem fredag aften klokken 17 og lørdag formiddag klokken 10, hvor det blev opdaget.
"Vores umiddelbare reaktion er vrede over, hvor meningsløst og respektløst det er at ødelægge andres ejendom for at komme ud med et budskab, hvis det er det, der ligger bag. Det er absolut ikke i orden. Jeg er generelt fortaler for, at der skal være plads til alle synspunkter, og man må gerne demonstrere eller vise sine værdier, men når det betyder, at man skal ødelægge andres ting, så overtræder man klart en grænse, som jeg ikke synes er i orden," siger Anne Louise Revenfeld til Lokalavisen Aarhus.
Anne Louise har via en lukket borgergruppe på facebook efterlyst andre, som har oplevet lignende, og her har hun fået stor respons.
"Flere har faktisk henvendt sig med personlige meddelelser. Blandt andet en borger, der har set tre personer skrive på noget udenfor hans hus i nat. De forsvandt fra stedet, da han gik ud, men hans nabo har muligvis overvågning, og det håber jeg, at politiet kan få fat i," siger Anne Louise Revenfeld.
Hun fortæller samtidig, at hendes nabo, som har boet i området i mange år, siger, at han aldrig har oplevet noget lignende, og at området generelt ikke er plaget af hærværk og chikane.
Hærværket er både anmeldt til politiet og forsikringsselskabet.
Hvis du har oplysninger i hærværkssagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 1-1-4.