Fanget på overvågningsvideo på station: Hvem genkender disse vandaler?
To mænd mistænkt for groft graffitihærværk efterlyses nu med foto.
Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu overvågningsbilleder af to gerningsmænd, der har lavet graffitihærværk på et VLTJ-tog fra Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane.
Toget har været udsat for graffitihærværk, mens det stod på Lemvig Station natten til den 26. april omkring klokken 03.30.
De to mænd er set gå ned på banelegemet ved stationen i Lemvig og lave graffitiet på det let genkendelige VLTJ-tog, og Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser nu de to mænd og håber på, at nogen kan genkende dem.
De beskrives som:
A: Mand, 25-35 år, 180-195 cm., almindeligt bygget, lys i huden, mørkt overskæg. Iført sort jakke med rektangulært hvidt logo i nakken på cirka 5 x 3 cm. Medbringende rygsæk.
B: Mand, 25-35 år, 180-195 cm., almindeligt bygget, lys i huden. Medbringende rygsæk.
Genkender du mændene så kontakt Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 1-1-4.
jn