Fortsæt til indhold

18-årig dræbt på åben gade: Denne bil har stor interesse for politiet

Vidner søges til en et år gammel drabssag i Holbæk

Krimi
Arkiv

En 18-årig ung mand blev 28. april sidste år skudt og dræbt ved Ladegårdsparken i Holbæk.

Midt- og Vestsjællands Politi har siden drabet efterforsket sagen intensivt og den omfattende efterforskning gør, at politiet nu kan bringe yderligere oplysninger ud om sagen. Politiet håber i den forbindelse på at få kontakt til vidner, som måske har bemærket noget den aften i april, som kan være vigtigt for efterforskningen.

Drabet skete klokken 22.10 i bebyggelsen Ladegårdsparken Vest ud for nummer 135. Gerningsmanden undløb fra stedet og videre ad Vandtårnsstien og herfra i ukendt retning.

Specifikt søges efter vidner, der har bemærket noget mistænkeligt før, under eller efter selve drabet, men også i dagene op til. Vidner som har bemærket personer omkring en mørkegrå Kia Ceed personbil, der på gerningstidspunktet holdt parkeret på parkeringspladsen i Kikhøjparken ud for nummer 43-117, har stor interesse for politiet.

Gerningsmanden blev beskrevet som: mand, nordisk af udseende/lys i huden, 20-30 år, 170-180 cm. høj, alm af bygning, muligt kasket, mørk hættetrøje med hætten oppe, tynd jakke, mørke bukser.

Ring til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4, hvis du har oplysninger i sagen.

jn