Fortsæt til indhold

Det var Laila, der brutalt dræbte Tommy med adskillige knivstik

Krimi
Arkiv

Den nu 56-årige Laila Ringholm Andersen fik ikke noget ud af at anke en dom på 12 års fængsel for drabet på sin kæreste.

Onsdag har Vestre Landsret stadfæstet dommen fra Retten i Herning, oplyser landsretten på sin hjemmeside.

Den 27. januar sidste år blev 55-årige Tommy Torben Rasmussen fundet død i parrets fælles hjem.

Han blev fundet med flere knivstik på kroppen - blandt andet havde han en 15 centimeter dyb flænge i maven.

Det var kvinden selv, der ringede til alarmcentralen og fortalte, at hun havde stukket sin kæreste to gange med kniv.

Laila Ringholm Andersen blev anholdt på stedet og sigtet for drabet.

Men siden trak Laila Ringholm Andersen sin tilståelse tilbage.

I både by- og landsret forklarede hun, at kæresten måtte have skåret og stukket sig selv.

Det troede retten ikke på og idømte hende 12 års fængsel, skriver Ritzau.