Fortsæt til indhold

Hjælp - Eddie er forsvundet på 5. døgn: Har tidligere været udsat for grusomt mordforsøg

Krimi
Arkiv

Sidst, nogen så 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen, var den 9. maj i Strandby ved Frederikshavn. Nu frygter Nordjyllands Politi, at han har været offer for en forbrydelse.

Politiet er torsdag til stede på en adresse på Rendborgvej nordvest for Frederikshavn. Her gennemføres en ransagning som led i efterforskning af sagen, hvor manden tirsdag blev efterlyst i offentligheden.

"Og vores videre efterforskning af sagen har givet anledning til bekymring. Vi frygter, at han kan være blevet udsat for en forbrydelse," siger vicepolitiinspektør Frank Olsen i en pressemeddelelse.

Politiet har i forbindelse med efterforskningen fundet Christensens bil efterladt på Rimmen Station nord for Nielstrup.

Det var mandens familie, der rettede henvendelse til politiet. Familien var bekymret, fordi Christensen ikke dukkede op til en aftale.

Eddie Karl-Johan Christensen var bange, før han forsvandt sporløst i Frederikshavn for fem dage siden. Og nu sidder den 39-årige mands familie stærkt bekymret tilbage.

Den forsvundne Eddie Karl-Johan Christensen er tidligere blevet overfaldet på brutal vis i oktober 2016, hvor han blev fundet lemlæstet og overhældt med benzin i bagagerummet på en varevogn i landsbyen Elling, skriver Ekstra Bladet.

Tirsdag efterlyste politiet ham med navn og signalement. Eddie Karl-Johan Christensen beskrives som 182 centimeter høj, almindelig af bygning, skaldet og med skæg ved hagen.