Kvalt med seks dages mellemrum: Han begik rovmord på to pensionister
Københavns Byret oplyser søndag formiddag, at en 28-årig mand kendes skyldig i drab på to ældre personer, der boede i det samme ejendomskompleks på Østerbro i København. Det skriver Ritzau.
80-årige Peter Jensen Olsen blev kvalt i sin lejlighed om morgenen 2. marts 2019. Og Inez Hasselblad på 81 år blev kvalt på et tidspunkt mellem 7. marts om aftenen og 8. marts 2019 ved middagstid.
Den 28-årige mand var også tiltalt for rovmord på 82-årige Eva Hoffmeister, der døde i sin lejlighed 5. februar i det samme ejendomskompleks. Retten har dog ikke fundet det bevist, at han har slået hende ihjel.
Foruden drab kendes han skyldig i røveri af særlig grov beskaffenhed, fordi han tog - eller forsøgte at tage - sine ofres betalingskort for derefter at misbruge dem.
Ifølge Ekstra Bladet er den drabsdømte mand en dansk statsborger af sudanesisk oprindelse.
jr