Kærestens eksmand skød for at dræbe: Mand mistede synet på det ene øje og fik varige mén
En 40-årig mand fra Hadsten blev hårdt såret i sit hjem af skud fra oversavet jagtgevær. Gerningsmanden nægter drabsforsøg, men er blevet kendt skyldig og har fået en dom på otte års fængsel
En 46-årig mand fra Hasselager har fået en dom på otte års ubetinget fængsel for drabsforsøg på en 40-årig mand, som han skød og ramte to gange på klos hold.
Drabsforsøget fandt sted lørdag 5. januar 2019 omkring middagstid, hvor den 46-årige mand pludselig troppede op med et oversavet jagtgevær i den 40-årige mands hjem på Ravngårdsvej lige udenfor Hadsten. Baggrunden for skuddramaet var en tvist i forbindelse med, at ofret var kæreste med den 46-åriges ekskone.
"Jeg kan ikke sige andet, end at det skyldes en uoverensstemmelse i relationen mellem de tre personer, og at der ikke havde været nogen forudgående episoder i den relation," fortæller Østjyllands Politis anklager Jacob Gents til Lokalavisen.
Den 40-årige mand havde en 43-årig kammerat på besøg, og da den 46-årige dukkede op, pegede han skiftevis geværet på kammeraterne, inden han rettede det mod beboeren og sagde 'jeg slår dig ihjel', hvorefter han fra cirka fire meters afstand affyrede et skud mod hans hoved. Skuddet ramte et køleskab tæt på beboeren, der blev ramt af nogle hagl i ansigtet og faldt ned på gulvet. Efter det første skud gik skudmanden til angreb på kammeraten og slog ham flere gange i ansigtet og kroppen med geværet, selvom kammeraten angiveligt ikke havde blandet sig eller var gået til modangreb på skudmanden.
"Kammeraten havde ikke givet anledning til at få tæsk," siger anklageren.
Herefter gik den 46-årige mand hen til den 40-årige, der lå såret på gulvet, og skød ham i lysken på kort afstand, fortæller anklageren.
"Derefter lykkedes det de to mænd at flygte ud af huset. Den tiltalte følger efter og affyrer yderligere et skud mod den 40-årige ude på gårdspladsen/indkørslen. Det blev ikke bevist i retten, at han ramte, men han blev dømt for skuddet mod ham," oplyser anklageren.
Efter skuddet udenfor kører den 46-årige mand væk i en bil, og den 43-årige kammerat får ringet til politiet, der kommer frem og begynder at behandle den 40-årige, som var ramt af flere skud. Han havde fået alvorlige skader, som uden den rette behandling kunne have medført livsfare.
Begge mænd blev med hver sin ambulance kørt til behandling på hospitalet, og den 40-årige endte med at miste synet på det ene øje og få varige mén i benet.
Omkring tre kvarter efter skuddene blev gerningsmanden anholdt i Porsevænget i Hasselager, hvor han var ved sin bil. Adskillige politibiler med betjente bevæbnet med maskinpistoler ankom til villakvarteret, der ligger mellem Hasselager og Tranbjerg, hvor den 46-årige mand uden dramatik blev anholdt og ført væk i en blå kedeldragt. Dagen derpå blev han varetægstfængslet i et grundlovsforhør, og han har siddet varetægtsfængslet indtil retssagen.
I retten erkendte den 46-årige mand at have skudt én gang mod den 40-årige, men han nægtede at have skudt for at dræbe, ligesom han nægtede at have sagt, at han ville slå den 40-årige ihjel. Det mente retten dog bevist, så han blev både dømt for forsøg på manddrab, for grov vold og trusler samt for ulovlig besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.
”Dommen understreger, at domstolene udmåler en skærpet straf, når man begår drabsforsøg med et skydevåben. Jeg er tilfreds med, at retten fulgte anklagemyndighedens påstand om, at der var tale om drabsforsøg og idømte den 46-årige en lang ubetinget fængselsstraf,” siger anklager Jacob Gents.
Den 46-årige nægtede sig skyldig i drabsforsøg og trusler, men erkendte våbenbesiddelsen og delvist at have øvet vold med geværet.
Han ankede dommen på stedet, men forblev varetægtsfængslet. Anken betyder, at sagen kommer for Vestre Landsret på et endnu ukendt tidspunkt.