Fortsæt til indhold

Mystisk overfald i Føtex: Mand greb 14-årig om halsen

Krimi
Arkiv

En mærkværdig episode udspillede sig fredag ved 14.30-tiden i cafeteriet i Føtex på Dytmærsken i Randers C, hvor en 14-årig dreng sad sammen med nogle venner.

En gruppe på tre højlydte personer havde ligeledes taget plads i cafeteriet, og en af disse mænd tog fat i den 14-årige, da han lidt senere var på vej ud af Føtex.

Drengen har forklaret, at manden, der virkede beruset, med den ene hånd tog hårdt fat i kraven på drengen, mens han lagde den anden hånd rundt om halsen på ham. Han spurgte, hvilken klasse han gik i, og da drengen svarede, at han gik i 7. klasse, slap den fremmede mand taget og lod drengen gå.

Dog forsøgte manden at spænde ben for drengen, da han forsøgte at komme væk.

Østjyllands Politi leder efter vidner, som har set episoden, eller som har en formodning om, hvem gerningsmanden er.

Han beskrives som: Dansk af udseende, lys hud, ca. 19-20 år, ca. 185-190 cm høj, lyst, mellemlangt hår. Han var iført grå hættetrøje og talte dansk uden accent.

Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi på telefon 1-1-4.

jn