Fortsæt til indhold

Mand stak sin hustru 53 gange med kniv

En 61-årig mand er dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling for drabsforsøg på sin hustru.

Krimi
Arkiv

En nat i februar overfaldt en mand sin 61-årige hustru i deres lejlighed i det vestlige Aarhus og stak hende 53 gange med en kniv.

Tirsdag er den nu 61-årige mand ved Retten i Aarhus dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Overfaldet skete natten til den 11. februar. Hustruen blev ramt af knivstik i blandt andet hovedet, nakken og ryggen. Alligevel lykkedes det hende at flygte og søge hjælp hos en nabo, der slog alarm til politiet ved tretiden.

Da betjentene nåede frem, anholdt de manden i lejligheden. Han erkendte, at han havde forsøgt at slå hustruen ihjel.

Kvinden blev kørt til behandling på sygehuset og kunne udskrives efter et døgn.

- Det var rent held, at kvinden ikke blev dræbt, da flere af knivstikkene ramte meget tæt på hovedpulsårerne, udtaler senioranklager Jakob Beyer i pressemeddelelsen.

Allerede kort efter anholdelsen vurderede en læge, at manden var psykotisk. Han var da heller ikke i stand til at møde op i det efterfølgende grundlovsforhør.

Siden har en mentalundersøgelse af manden vist, at han var sindssyg i gerningsøjeblikket, og Retslægerådet anbefalede, at han blev idømt en anbringelsesdom.